Poul Scheby opfandt besparelsesløsning til fjernvarmekunder
- Det er en direkte grøn besparelse, siger Poul Scheby om det arbejde, han i dag stadig bruger 29 timer om ugen på, selvom han egentlig bare kunne nyde sit otium.
Den 73-årige energirådgiver er maskiningeniør med speciale i varme og ventilation. I 2007 kom han til DIN Forsyning i Esbjerg fra en stilling hos HS Tarm Baxi, der laver kedler og fjernvarmeunits. Så erfaringen havde han med til den nye opgave.
- Jeg blev ansat til at finde besparelser hos slutforbrugerne. Det var noget, som alle forsyningsselskaber var blevet pålagt netop for at finde besparelserne hos fjernevarmekunderne, fortæller Poul Scheby til DOI.dk.
Undervejs begyndte ingeniøren at fokusere på tilbageløbstemperaturen fra fjernvarmekunderne. Det er nemlig sådan, at jo bedre fjernvarmekunder udnytter deres fjernvarme, desto bedre er det både for forbrugerens fjernvarmeregning og for det enkelte fjernvarmeselskab. Det vil sige, jo lavere temperaturen er ved returløbet til fjernvarmeselskabet, jo bedre.
- Jo længere vi kan komme ned, jo bedre. Det er minimum en mio. kr. at spare for hver grad, vi kommer ned i returløbstemperatur, fortæller Poul Scheby og bemærker, at man i oktober måned var nede på 33,5 grader.
Besparelsen på en mio. kr. gælder for DIN Forsyning, men alle fjernvarmeselskaber kan spare også ved at få en lavere returløbs temperatur.
Sådan begyndte det
Det skyldes en software, som er udviklet efter en regnearksmodel med DIN Forsynings 27.000 fjernvarmeinstallationer. Poul Schebys udviklingsarbejde er nu blevet til en software hos virksomheden Kamstrup. Arbejdstitlen på softwaren var passende navngivet efter ophavsmanden med navnet: ”Den digitale Poul”. I mellemtiden er softwaren ifølge de sidste tal, som Poul Scheby har hørt, ude hos 17 fjernvarmeselskaber i Danmark nu under produktnavnet Return Temperature Optimizer (RTO) hos Kamstrup.
- Det begyndte allerede mellem 2012 og 2015, hvor jeg begyndte at lave opsøgende arbejde til fjernvarmekunderne. Jeg ringede eller skrev til folk, der havde et anlæg, som kørte lidt dårligt. Jeg gjorde det bare uden at spørge om noget, siger Poul Scheby, der beskriver en typisk situation:
- Hr. og fru Olsen siger ofte: ”Vi har slet ikke rørt ved det”. Men alt skal til service som ens bil, og det skal ens fjernvarmeanlæg også. ”Ring til en VVS’er” kan jeg sige tit, og det er meget sjældent, at kunderne bliver sure. Det vigtige er, at vi får en god dialog med folk, siger han.
Hans arbejde har også betydet, at DIN Forsyning i 2019 indførte en motivationstarif, hvor kunder kommer til at betale mere, hvis deres returløbstemperatur er for høj. Men Poul Scheby arbejder meget hårdt for at hjælpe kunderne til at undgå tariffen.
- Jeg har været helt oppe at ringe til 200 kunder på en dag, for et trænet øje kan se meget. Her er det også utroligt praktisk at bruge FaceTime på min iPhone. Det sparer jeg utroligt meget tid på, forklarer Poul Scheby, der med sin telefon undgår besøg hos fjernvarmekunderne.
Return Temperature Optimizer
Udviklingen af Return Temperature Optimizer begyndte med Pouls arbejde.
- Kamstrup fik lov at se mit regneark, og det er Return Temperature Optimizer lavet ud fra. Da jeg selv kørte regneark, kunne min version mere. Men mere og mere af mit bliver implementeret, og jeg tager skam også imod input fra Kamstrup. Noget bruger jeg, og andet bruger jeg ikke, forklarer Poul Scheby.
Den 73-årige ingeniør kommer allerede næste år til at mærke, at arbejdet bliver digitaliseret.
- I dag er mit arbejde ved at blive digitaliseret, og det betyder, jeg kan nå mere og mere, siger Poul Scheby, der til næste år går fra at arbejde 29 timer om ugen til 27 timer om ugen.