PtX og grønne brændstoffer trak fuldt hus
"Grønne brændstoffer" trak ikke færre end 85 branchefolk til fra hele landen og endda Norge til NorSeas bygning "House of Offshore Innovation" i Esbjerg.
Foto: Jesper Ernlund Lassen, DK Medier

PtX og grønne brændstoffer trak fuldt hus

Esbjerg er skal være midtpunktet i pionerarbejdet frem mod de grønne brændstoffer. Men tippingpoint hvor de grønne brændstoffer kan konkurrere på pris ligger langt ude i fremtiden.
9. FEB 2023 9.42

Muligvis er det ikke nemt at lokke mennesker til Esbjerg udefra – Men CIP HØST PTX Esbjerg gjorde lige præcist det onsdag eftermiddag. Det bemærkede ordstyrer HØSTs egen direktør David Dupont-Mouritzen også i sin velkomst.

- Vi er utrolig glade for, at så mange er her i dag, her er repræsentanter fra business, uddannelse, miljø og arkitektur, lød det fra David Dupont-Mouritzen, der fint kunne gentage en nyhed fra firmaet:

- I går kunne vi fortælle om vores samarbejde med Monjasa, om noget der kommer til at ske i slutningen af det her årti.

Samarbejdet mellem HØST, der kommer til at producere grøn ammoniak til skibsfarten og bunkeringsfirmaet Monjasa, skal nemlig delvist modnes frem til slutningen af dette årti.

- Der kommer grønt brændstof, og der kommer motorer til skibene, der kan sejle på det. Det er alt det andet omkring det, der skal skabes. Her tænker jeg på hele den maritime værdikæde.

Stolthed over HØST

Fra CIP i København var senior vice president for green fuels Jens Jødal Andersen kommet til Esbjerg af en god grund.

- Vi er virkelig stolte af HØST, for det er det projekt, som vi er længst fremme med på verdensplan, lød det fra Jens Jødal Andersen.

For arrangementets vært Norsea var placeringen i Esbjerg ingen tilfældighed.

- Det er helt naturligt, at vi igen bliver first mover i Esbjerg indenfor de grønne brændstoffer, for her har vi vinden, der skal til. Jeg er stolt over Esbjerg og vores pionerånd. Nu skal vi til at tænke på alt det praktiske omkring PtX – og her et Esbjerg et godt udgangspunkt, lød det fra Norseas direktør Jesper Høj Hansen.

Lange udsigter men

Hvornår de grønne brændstoffer bliver gængse på verdenshavene, lod vicedirektør i Søfartsstyrelsen Rikke Wetter Olufsen der tvivl herske om.

- Det har lange udsigter på global plan. Men hvis man ser lokalt på det i Esbjerg, er der mulighed for at lave aftaler, så længe det er sikkert for søfolkene. Det ville så være en national aftale. Hvis vi derimod taler om, at Esvagt fx sejler til Storbritannien, så ville der skulle en bilateral aftale til, fortæller hun om mindre nationale aftaler, der kan bane vejen for ammoniak i skibsfarten.

Bunkeringfirmaet Monjasa er internationalt funderet, og ifølge selskabet skal der noget til, inden kunderne vælger grøn frem for de langt billigere fossile brændstoffer.

- Der skal regulering af CO2-udledning til, inden der kommer til at ske noget. Vi kigger primært på uden for landet, hvor vores kunder er, siger Jesper Nielsen, der er group responsibility director hos Monjasa.

I dag sidder TotalEnergies på den danske olie og gas, men man kigger i høj grad også på, hvordan man reducerer virksomhedens eget CO2-udslip.

- Vi kigger ind i, at det koster halvanden gang så mere end almindelig bunkering. Og det bliver ikke billigere end det før 2040. Kurverne krydser omkring 2035-2040. Men nogen skal turde tage risikoen med at begynde, sagde TotalEnergies landechef Martin Rune Pedersen.

Det med risikoen kunne CIP’s Jens Jødal Andersen godt genkende.

- Vi taler om, at vi har tre mia. euro til at investere i det, men vi skal også have bankerne med i det, hvis det skal lykkes, fortalte Jens Jødal Andersen.

I forsamlingen var da også en kritiker i form af Søren Vinding, der er bestyrelsesmedlem af Danmarks Naturfredningsforening Fanø. Netop omkostningerne ved PtX var i fokus for ham.

- Jeg hørte den anden dag en sige om PtX, at det er, at slukke en ildebrand med champagne. Det er i realiteten kun dem, der lever af det, der har gavn af det. Er det her til gavn for samfundet, lød det fra Søren Vinding.

 

 

 

 


 

This article has been automatically translated from danish.
Sign up for the newsletter