Regeringen anbefales at skære eller fjerne 58 erhvervsstøtteordninger
58 af de knap 200 eksisterende erhvervsstøtteordninger bør helt eller delvist fjernes. Det vil spare 2,3 mia. kr. i 2030, vurderer en ekspertgruppe, som netop har overleveret sine anbefalinger til regeringen. SVM-regeringen har i sit regeringsgrundlag varslet, at der skal spares to mia. kr. på erhvervsstøtten.
Ekspertgruppen anbefaler blandt andet at fjerne eller overveje at fjerne skattefritagelsen for løn ved arbejde om bord på skibe registreret i Dansk Internationalt Skibsregister.
Desuden kan der findes penge ved at fjerne en række erhvervsstøtteordninger i forbindelse med eksport- og investeringsfremme. Også erhvervsstøtte til Fonden for Plantebaserede Fødevarer og Wonderful Copenhagen kan fjernes, skriver gruppen i rapporten.
Skal skabe bedre samfundsøkonomi
De ordninger, der anbefales fjernet, er primært ordninger med et formål om at opnå en bedre samfundsøkonomi. Anbefalingerne går i mindre grad på ordninger rettet mod blandt andet klimamål.
Erhvervsminister Morten Bødskov (S) vil nu drøfte anbefalingerne med Folketingets partier i den kommende tid. Det siger han i en pressemeddelelse.
- Regeringen har endnu ikke taget stilling til arbejdsgruppens anbefalinger. Vi vil nu læse rapporten grundigt igennem, og vil i den kommende tid indkalde Folketingets partier til drøftelser om ekspertgruppens anbefalinger, udtaler han.
Hos Dansk Industri (DI) lyder opfordringen til regeringen at udvise varsomhed, når der skal skæres i erhvervsstøtten. Rapporten er en god anledning til at få et overblik over støtten, siger politisk direktør i DI Emil Fannikke Kiær:
- Men det er vigtigt at understrege, at erhvervsstøtte ikke er en beholder, hvorfra man kan hæve ubegrænsede midler, og at justeringer skal håndteres med omtanke, særligt i forhold til de internationalt konkurrenceudsatte sektorer, siger han i en kommentar.
Emil Fannikke Kiær tilføjer, at en stor del af erhvervsstøtten består af skattefradrag, som udligner "skævvridning, der er pålagt virksomhederne".
Regeringen skriver i regeringsgrundlaget, at der skal etableres et nyt erhvervsstøttesystem med nye prioriteringer for blandt andet at kunne nedsætte bo- og gaveafgiften ved generationsskifte af virksomheder.
Omlægningen af erhvervsstøtten skal øge beskæftigelsen med 4000 personer. I grundlaget skrives det, at ændringerne netop skal ske på baggrund af ekspertgruppens rapport.
/ritzau/