På vej mod Megaton:
Ringkøbing-Skjern byråd vinker seks VE-projekter videre
Ringkøbing-Skjern Kommune har afsat midler til at støtte VE-facilitatorer, der skal fremme dialogen mellem lokalsamfundene, lodsejere og projektudviklerne i forbindelse med planlagte solcelle- og vindmølleprojekter. Målet er at sikre, at projekterne skaber lokal værdi. Lokalbefolkningen kan søge om op til 60.000 kr. til at hyre en VE-facilitator, som kan hjælpe med at inddrage lokale interesser og fremme en konstruktiv samtale om projekternes udvikling.
Ud af de oprindelige 27 ansøgninger om solceller og vindmøller, som kommunen modtog, er seks projekter nu udvalgt til at gå videre i processen. Disse projekter omfatter cirka 1.000 ha solceller samt potentielt nye vindmøller i områderne Fjaldene og Sdr. Vium. De udvalgte projekter skal igennem en udviklingsproces, hvor detaljer omkring placering, omfang og lokale hensyn vil blive afklaret.
- Et stort flertal i Byrådet ser et PtX-anlæg i vores kommune som en oplagt mulighed for at understøtte en grøn erhvervsudvikling og kommunens klimapolitik, siger borgmester Hans Østergaard (V).
Selvom projekterne nu går videre i processen, er intet endnu endeligt besluttet. Lokalområderne, lodsejere og VE-udviklere vil blive inddraget, og en opdateret ansøgning vil blive fremlagt, før politikerne i løbet af vinteren beslutter, om kommunen skal igangsætte den egentlige planlægning. Hvis beslutningen om planlægning træffes i begyndelsen af 2025, kan de første konkrete handlinger omkring solceller og vindmøller dog stadig være flere år ude i fremtiden.
jel