Rusland slår ring om stort atomkraftværk under ukrainsk offensiv
Det ukrainske militærs fremrykning i Ruslands grænseområder har onsdag fået den russiske nationalgarde til at skrue op for sikkerheden omkring atomkraftværket i Kursk-regionen. Det oplyser Nationalgarden, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Værket er et af de største atomkraftværker i Rusland. Nationalgarden, der på russisk hedder Rosgvardiya, vil især have fokus på ukrainske droner, der måtte blive sendt afsted mod værket. Det var den 6. august, at Ukraine begyndte en offensiv i de russiske grænseområder. Det er den mest omfattende ukrainske indtrængen i landet, siden Rusland i februar 2022 invaderede Ukraine. Udover Kursk er ukrainske soldater rykket ind i Belgorod.
Myndighederne i Belgorod har onsdag erklæret nødretstilstand i regionen. Foreløbig er mindst 121.000 personer blevet evakueret fra Kursk på grund af den ukrainske offensiv. Mindst 11.000 er evakueret fra dele af Belgorod.
/ritzau/