Saudi-Arabien skruer ned for prisen og op for olien
Mandag faldte oliepriserne med op mod 30 pct., efter at Saudi-Arabien affyrede det første skud, i hvad der kan udvikle sig til en regulær priskrig på oliemarkedet, skriver Financial Times.
Efter uenigheder mellem Saudi-Arabien, Rusland og Opec-landene om, hvordan man skulle reagere på den faldende efterspørgelse efter olie på grund af coronavirus, har Saudi-Arabien 'straffet' Rusland for ikke følge Opec-alliancens anbefalinger om at skrue ned for produktionen, skriver avisen.
Derfor har Saudi-Arabien skruet ned for prisen og op for produktionen for på den måde at skade Ruslands beslutning og sænke prisniveauet for hele markedet.
Opec+ mødtes i Wien i sidste uge for at nå til enighed, men siden det ikke lykkedes er prisen styrtdykket, skriver Axios.
Bloomberg spekulerede i, at Ruslands økonomi er mere modstandsdygtig mod lavere oliepriser, og Rusland derfor kunne presse konkurrenter ud af markedet ved at skrue op for produktionen, mens priserne i forvejen var lave.
Den kamp har Saudi-Arabien dog nu taget op, hvilket har resulteret i det største fald i oliepriserne siden Golfkrigen, skriver FT.
esl