Megaton i Ringkøbing Skjern Kommune:
SF-politiker vil ikke haste energianlæg igennem

Politikere taler for en pause i Megaton-projektet - men borgmesteren fastholder tidsplanen.
15. FEB 2024 13.53

Det hele begyndte med en udmelding fra en tidligere lokalformand i Venstre Tage Møller. Han opfordrede ifølge Dagbladet Ringkøbing-Skjern til at sætte udbygningen af Megaton-projektet på pause på grund af manglende borgertilslutning indtil efter det kommende kommunalvalg i 2025.

En pause er noget, som gruppeformanden for SF's tre berådsmedlemmer i Ringkøbing-Skjern støtter, Det skriver samme avis videre.

- Der er brug for, at vi får nogle eksperter til at se på Megaton-projektet. Der er så mange uafklarede spørgsmål i forbindelse med Power-to-X, som jeg mener, vi har brug for at vide noget om. Ringkøbing-Skjern skal ikke redde hele verden med grøn omstilling. Det er afgørende for mig, at vi ikke haster energianlæggene igennem, siger SF-gruppeformand Niels Rasmussen.

Borgmester afviser pause

Men borgmester Hans Østergaard (V) ser ingen grund til at udsætte prestige-projektet Megaton. Det er noget, han har støtte til i Venstres-byrådsgruppe, der tæller 11 ud af 29 medlemmer.

- Vi har faktisk gjort os meget umage for at inddrage borgerne tidligt. Kravet om informationsmøder, hvor projektudviklerne præsenterer projekterne, inden de sender en ansøgning til kommunen, er et eksempel på det. Det handler netop om at inddrage borgerne, inden beslutningerne bliver taget. Jeg er ked af, at det ikke er lykkedes for os at formidle den intention, siger Hans Østergaard, der dog tilføjer, at de fleste beslutninger kommer til at blive foretaget af byrådet efter næste kommunalvalg.

Megaton-projektet skal efter planen rumme en fire GW PtX-fabrik, 4000 hektar solceller, 30 landmøller og 130 møller på havet. 

jel

This article has been automatically translated from danish.
Sign up for the newsletter