Skatteministeriet udpeger ekspertgruppe til at udvikle CO2-afgift
Da regeringen i efteråret præsenterede sin grønne skattereform var den største nyhed næsten, at der ikke var nogen CO2-afgift i reformen, selvom støttepartier, ngo'er og Klimarådet alle havde råbt højt om nødvendigheden for en ensartet afgift.
Det var dog ikke fordi, at regeringen ikke selv ønskede en CO2-afgift. Det var fordi, man endnu ikke vidste, hvordan sådan en afgift skulle se ud og indføres. Derfor skulle der nedsættes en ekspertgruppe, som skal være med til at finde svaret.
Skatteministeriet har netop udpeget de seks personer, som udgøre denne gruppe.
Professor i økonomi Michael Svarer fra Aarhus Universitet bliver formand for gruppen, han bliver suppleret af Peter Birch-Sørensen, professor i økonomi ved KU, Claus Thustrup Kreiner, professor i økonomi ved KU, Mette Termansen, professor i klima- og miljøøkonomi ved KU, Joan Faurskov Cordtz, Partner hos PwC og skatteekspert samt Susanne Juhl, der er uafhængig konsulent.
Ekspertgruppen afleverer sin første delrapport i slutningen af 2021. Ekspertgruppen skal i efteråret 2022 aflevere den anden og sidste afrapportering.
- Det er afgørende for regeringen, at vi gennemfører en ambitiøs grøn omstilling, som går hånd i hånd med gode vilkår for danske virksomheder og lønmodtagere. Derfor er jeg glad for, at vi har fået seks så komptente folk til at bistå os med at få indført en ensartet CO2 afgift på klogest mulig vis, siger skatteminister Morten Bødskov (S).
- Vi tror på, at en CO2-afgift virkelig kan være en hovedmotor i at skabe et grønt samfund. Det er dog vigtigt, at det ikke flytter udledninger og arbejdspladser til udlandet eller fører til, at skatter og afgifter samlet set stiger. Derfor er det godt, at vi får en stærk ekspertgruppe til at komme med gennemarbejdede modeller til, hvordan vi kan lave en klog dansk CO2-afgift, siger Venstres klimaordfører Tommy Ahlers.
esl