Søndagshygge med familien satte gang i en grøn rådgivningsvirksomhed
30-årige Line Amtorp Poulsen ejer halvdelen af den grønne virksomhed SustainX. Glæden ved at arbejde sin passion for bæredygtighed er tydeligvis med på arbejde.
Foto: Jesper Ernlund Lassen

Søndagshygge med familien satte gang i en grøn rådgivningsvirksomhed

Line Amtorp Poulsen og Kristian Danielsen blev forretningspartnere som deres fædre. Det er blevet en kæmpe succes, selvom de kun har været i gang lidt over et år.
22. NOV 2021 11.30

Det er det hotte lige nu – bæredygtighed eller sustainability på nydansk. Det er bare både uddannelserne, der giver mulighed for at arbejde med bæredygtighed. Måske endnu mere begæret er virksomhederne, som allerede arbejder med de værktøjer, der skal hjælpe os alle i den grønne omstilling. Det er nyt, og det er de unge pioneres område.

Sådan en virksomhed er SustainX, og interessen for virksomheden er enorm. Medierne står nærmest i kø – måske det ligefrem er for at lære og forstå, hvad fremtiden kommer til at byde på for virksomhederne, menneskerne og samfundet som helhed.

SustainX rådgiver virksomheder om bæredygtighed, og det er i den grad boom business. De to ejere har været i gang sammen siden oktober sidste år, og den første fuldtidsansatte kom til i januar i år. I dag tæller SustainX 18 fuldtidsansatte – eller rettere: ”18 skarpe hjerner og grønne hjerter”, som de selv siger. Med sådan en udvikling og hastighed, er det svært at finde et tidpunkt, hvor ejerne af firmaet Line Amtorp Poulsen og Kristian Danielsen har tid til et interview sammen. Det lykkes, men på dagen bliver Kristian Danielsen nødt til at tage et vigtigt kundemøde i stedet. Forretningspartneren Line har dog helt styr på firmahistorikken, og hvordan det hele begyndte alene.

Line Amtorp Poulsen tager en kort pause, mens hun storsmiler. Det begyndte nemlig lidt på en familie-søndag hjemme hos hendes forældre.

- Vi havde takeaway-søndag hjemme hos mine forældre, hvor vi bestiller takeaway og spiser sammen, fortæller 30-årige Line Amtorp Poulsen.

Her kom faldt samtaleemnet på Kristian, for 33-årige Kristian Danielsen og Line Amtorp Poulsens har altid kendt hinanden. Deres fædre er nemlig også forretningspartnere i et advokatfirma i hjembyen Vejle. Til denne takeaway-søndag er der nyt om Kristian, som lige trickede Line Amtorp Poulsen en smule.

Kristian Danielsen professionelle liv var gået fra at være teknisk officer i Flyvevåbnet videre som civilingeniør, hvor han for Dansk IngeniørService havde arbejdet for Vestas. Nu havde Kristian taget springet til et liv som selvstændigrådgiver indenfor bæredygtighed. Her var hun ved at få den søndags takeaway lidt galt i halssen.

- Hvad ved Kristian da lige om bæredygtighed sagde jeg, fortæller Line Amtorp Poulsen nu storgrinende over sit eget udbrud.

Det var nemlig sådan, at det lidt var Lines metier, som Kristian havde bevæget sig ind på med området bæredygtighed.

Line Amtorp Poulsen havde nemlig som produktionsingeniør og Carlsbergs første sustainability manager stor erfaring på området. Line var endt netop med at arbejde med bæredygtighed af en passion, som opstod allerede i 2004.

- Jeg havde en vildt dygtig lærer til fysik og kemi i syvende klasse. Han gjorde, at jeg fik lyst til at være en del af løsningen, allerede inden nogen tænkte på den grønne omstilling, fortæller Line Amtorp Poulsen.

Entreprenøren og eksperten fandt sammen

Kristian Danielsen brændte for sit ingeniørarbejde med gearkasser på vindmøller og havde på den måde fundet sin indgang til området bæredygtighed. Og han var entreprenørtypen, der turde tage springet ud i selvstændigheden.

Line Amtorp Poulsen havde allerede inden Kristian blev selvstændig haft lysten til at blive selvstændig, men ene og alene var det ikke noget for hende.

- Jeg har brug for andre. Derfor havde jeg ikke taget springet, siger hun.

Men da hun hørte, at Kristian var blevet selvstændig, så var hun ikke sen til at reagere.

- Jeg rakte ud til Kristian, fortæller hun om hvordan en søndag med takeaway-hygge endte med at gøre hende selvstændig sammen med Kristian. Det skete nemlig få måneder efter den søndag.

- Det var vigtigt for mig, at vi var to til at tage springet sammen, og Kristian havde brug for en, der vidste endnu mere, fortæller Line Amtorp Poulsen nu.

Selvom Kristian Danielsen ikke er tilstede denne dag, så er netop det gode samspil mellem de to måske også en del af deres succes-formel. Makkerparret er nemlig et godt indspillet team med en rollefordeling mellem entreprenøren og eksperten.

- Vi er forskellige, og vi komplimenterer hinanden virkelig godt. Og ja, det er mig, der er eksperten, indrømmer Line Amtorp Poulsen.

Allerede landsdækkende

Virksomhedens forrygende vækst har betydet, at SustainX har åbnet en ny filial med fire ansatte i The Library på Nørrebro i København. De resterende 14 ansatte arbejder på kontoret i det nedlagte Horsens Statsfængsel.

Tempoet, som SustainX er vækstet med, vil med sikkerhed vække misundelse hos mange andre startup-virksomheder.

- Det er gået godt, men også hurtigt. Vi har fx fundet ud af, at vi også skal have en hjemmeside på dansk. Der bliver simpelhen brugt søgeord på dansk, når virksomhederne har brug for hjælp, fortæller Line Amtorp Poulsen.

Klokken nærmer sig fyraften – og Line Amtorp Poulsen må modvilligt afslutte sin forklaring om, hvorfor danske underleverandører til de store danske C25 virksomheder skal beskæftige sig med den grønne omstilling og bæredygtighed nu.

Men det er ikke fyraften, der trækker – men derimod et opkaldt til det næste online møde, der ringer ind. Den grønne omstilling er allerede i gang, og der er nok at lave i en branche med en rivende udvikling.

 

This article has been automatically translated from danish.
Sign up for the newsletter