Søren Gade: Esbjerg Havn skal være meget mere kendt i Danmark og EU
Søren Gade satser på en styrket dansk position, hvor Esbjerg Havn skal tage konkurrencen op mod udenlandske havne frem for at konkurrere mod andre danske havne. Billedet stammer fra Vedersø Klit, hvor han har sommerhus og er kommet hele sit liv.
Foto: Jesper Ernlund Lassen, DK Medier

Eksklusivt interview:
Søren Gade: Esbjerg Havn skal være meget mere kendt i Danmark og EU

Den kommende formand for offshore-havnen vil styrke konkurrence-evnen internationalt.
4. JAN 2022 9.55

Jesper Ernlund Lassen

Tid er en faktor, og den skal udnyttes optimalt. Det har Søren Gade om noget forstået og mere end det. Han lever det, som han selv prædiker fuldt ud.

- Jeg sidder ikke bare og laver ingenting. Men tid er planlagt, jeg laver altid noget, fortæller Søren Gade.

Programmet for juledagene viser tydeligt, at Søren Gade taler sandt. Anden juledag stod på jagt fra morgenstunden – inden han hen på eftermiddagen var tilbage i sommerhuset i Vedersø Klit og kunne modtage sine to forhenværende partikammerater og stadige venner Inger Støjberg og Britt Bager.

Klokken elleve dagen efter er vennerne allerede taget afsted igen, og Søren Gade sidder i hvid skjorte klar til interview. Ingen hastværk, ingen stress – selvom han venter en anden ven hen på eftermiddagen. De skal ud og vandre 20 km som træning til fire gange 40 km på fire dage, som de skal gå i sommeren 2022 i hollandske Nijmegen.

Plads bliver en faktor

Endnu er Søren Gade kun indstillet til at blive den kommende formand for Esbjerg Havn. Men det 58-årige medlem af Europa-Parlamentet for Venstre, tidligere forsvarsminister og adm. direktør for Landbrug & Fødevarer har allerede ambitioner for Esbjerg Havns fremtid.

Der er plads til meget i Søren Gades liv, og der skal også være plads til mange forskellige ting på Esbjerg Havn i fremtiden.

- Plads er og bliver en knap ressource. Det gælder både på Esbjerg Havn, men også ude hvor havvindmøller kommer til at stå. Derfor er sektorkoblingen vigtig. Der skal laves løsninger, der kan holde i den grønne omstilling. Kan man fx forestille sig at lave bølgeenergi sammen ved havvindmøllerne? Jeg tror på, at bølgeenergi bliver en del af den grønne omstilling, fortæller Søren Gade.

Han har allerede erfaring med arbejdet for den grønne omstilling fra Europa-Parlamentet.

- Den grønne omstilling er det, der fylder det hele lige nu i Europa-Parlamentet, fortæller Søren Gade. Han er ikke i tvivl om, at der er en gavnlig synenergieffekt fra det parlamentariske arbejde til det kommende hverv som formand for Esbjerg Havn.

Her er han formand parlamentets ”Delegationen for Forbindelserne med Indien” og næstformand for ”Fiskeriudvalget” og bland andet også medlem af ”Transportudvalget”. Alle er udvalgt, der kommer til at have berøring med den grønne omstilling.

Ambitionerne for Esbjerg Havn

Danske underleverandører til vindmøllebranchen som Baettr i Lem er allerede på vej til at åbne fabrikker i Indien og flere er på vej. Det er blandt andet på grund af det indiske hjemmemarked og gunstigere betingelser for at eksportere direkte til Indien. Også transport kommer til at spille en central rolle i den kommende energiomstilling.

- Som jeg ser det, så kommer fiskerierhvervet til at blive klemt i kampen om pladsen, og der må komme en form for kompensation til fiskerne, vurderer Søren Gade.

Havnen skal være mere kendt og turde den internationale konkurrence

- Jeg har adgang til viden og informationer, som kan være nyttig for Esbjerg Havn. Her er det vigtigt med en god infrastruktur. Havnen skal på være meget mere kendt i Danmark og i Europa. Jeg har en ide om at få skabt mere synlighed omkring havnen. Det skal heller ikke være sådan, at danske havne konkurrerer indbyrdes. Der er også den europæiske konkurrence, og vi skal tænke lidt større, for der er masser af muligheder med den grønne omstilling, siger Søren Gade.

Samarbejde og komme tæt på virksomhederne

Der er ingen tvivl om, at Søren Gade allerede nu har en fyldt kalender med mange gøremål med sit arbejde i Europa-Parlamentet. Men tiden til bestyrelsesarbejdet kommer han også til at prioritere.

- Arbejdet i parlamentet koncentrer sig på tre dage i ugen, og desuden har vi de grønne uger, der er til at rejse ud i verden i. Men jeg har allerede rejst min del, så jeg har god tid til bestyrelsesarbejdet. Jeg glæder mig til samarbejdet med havnedirektør Dennis Jul Pedersen. Vi er begge officerer af reserven. Han er i søværnet, jeg er i hæren – og der er god kemi mellem os. Havnen har jo allerede været på en fantastisk rejse, og det skal den fortsætte med. Jeg kommer også til at bruge lang tid på at lære virksomhederne at kende. Det er lige fra de små med få ansatte til de store flere hundrede ansatte, lover Søren Gade.

Også på det politiske niveau i Danmark kommer Esbjerg Havn til at rykke tættere på beslutningstagerne på Christiansborg med Søren Gade i formandssædet for bestyrelsen. 

- Jeg kender jo alle og kan altid ringe til en minister, hvis det er nødvendigt. Det kan jeg selvfølgelig ikke gøre hver gang, understreger Søren Gade, der som europaparlamentariker har adgangkort og et kontor på Christiansborg.

Rekrutteringsprocessen inden indstillingen til formandsposten

Selvom Esbjerg borgmester Jesper Frost Rasmussen også Venstre-mand, kan Søren Gade forsikre om, at indstillingen ikke er er sket efter et enkelt telefonopkald fra en partikammerat.

De to har kun mødt hinanden en enkelt gang forinden.

- Det er ikke en vennetjeneste blandt Venstrefolk. Jeg har været igennem en udvælgelsesproces, som jeg oplevede som meget professionel. Først derefter mødte jeg ansættelsesudvalget. Jeg kan sige, selvom jeg ikke var blevet indstillet tilformandsposten, så har det været et virkeligt godt forløb. Det sagde jeg også til ansættelsesudvalget efter indstillingen, fortæller Søren Gade om processen der blev håndteret af konsulentfirmaet Steen Gerhardt, som har kontorer i Aarhus og København.

Den eftertragtede og populære kandidat

Med Søren Gade får Esbjerg Havn en formand, der har en nærmest enestående kontakt til både de politiske beslutningstagere i Danmark men også til erhvervslivet.

- Folk glemmer ofte, jeg har været flere år udenfor politik end i politik, fortæller Søren Gade, der oprindeligt er uddannet økonom fra Aarhus Universitet.

Med et valg af Søren Gade bliver der også valgt en særdeles populær Venstre-politiker, der har været vurderet til at kunne være blevet formand for Venstre. Gade lader dog ingen tvivl om, at han ikke kommer gribe partiets formandspost, hvis chancen skulle byde sig.

- Jeg har det trygt og godt i Europa-Parlamentet, så der er ikke plads til den landspolitiske. Man skal jo også se på sin dådsattest, siger Søren Gade.

Sikkert er, at Søren Gade ikke vælger sine venner efter partimedlemskab, eller ikke dem, der har forladt Venstre som Inger Støjbjerg eller Britt Bager.

- Jeg vælger ikke venner efter parti. Jeg har gode og dybe venskaber både med Morten Helveg Petersen (B) i Europa-Parlamentet, med Nicolai Wammen (S) og Morten Bødskov (S), fortæller Søren Gade, der om nogen har et politisk netværk.

Bestyrelsenmøderne i Esbjerg kommer dog også til at betyde, at Søren Gade nok kommer til at se den ene af sine to døtre lidt oftere. Hans ene datter og barnebarn bor nemlig i Esbjerg.

 

 

 

 

 

 

This article has been automatically translated from danish.
Sign up for the newsletter