Solcelleparker i midtjyske skal dække halvdelen af DLG’s elforbrug
DLG's elforbrug bliver grønne med aftalen om solcelleparkerne i Midtjylland. Her er det virksomhedens hovedkontor på Vesterbrogade i København.
Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Solcelleparker i midtjyske skal dække halvdelen af DLG’s elforbrug

Grøn elaftale reducerer DLG’s CO2-udledninger med 25.000 tons årligt
5. DEC 2024 9.57

DLG Group, en af Europas største landbrugsvirksomheder inden for handel med afgrøder, foder og energi, har indgået en 10-årig elkøbsaftale med energivirksomheden BioCirc Group, som skal levere grøn elektricitet fra to nyopførte solcelleparker i Vinkel og Kvorning. Med aftalen sikrer DLG sig op mod 60 GWh strøm årligt, svarende til cirka 50 pct. af koncernens samlede elforbrug i Danmark. Det skriver DLG i en pressemeddelelse.

– Vi har store ambitioner om at hjælpe vores andelshavere og kunder med at producere fødevarer med et lavere miljø- og klimaaftryk. Derfor er det vigtigt, at vi bringer orden i vores eget penalhus, hvor vi er med til at etablere ny vedvarende energi og samtidig tager et vigtigt skridt mod at nå vores validerede klimamål,
siger Bøje Kjær, koncerndirektør for DLG Danmark.

Aftalen bidrager til DLG’s mål om en 50 pct. reduktion i CO2-udledninger på koncernniveau i 2030, målt i scope 1 og 2 med 2019 som baseline. Samtidig vil de nye solcelleparker reducere DLG’s årlige CO2-udledninger i Danmark med 25.000 tons, svarende til omkring 25 pct. af den samlede udledning i scope 1 og 2.

Grøn additionalitet og partnerskab

De to solcelleprojekter, Vinkel Sol og Kvorning Sol, forventes at være operationelle i henholdsvis 2025 og 2026. Anlæggene er en del af et strategisk samarbejde mellem DLG og BioCirc Group, der skal sikre en nettoforøgelse af ny vedvarende energi til energisystemet.

– Aftalen mellem DLG og BioCirc er et tydeligt eksempel på, hvordan partnerskaber kan drive reel grøn omstilling. Ved at arbejde sammen kan vi skabe additionalitet, som sikrer, at den grønne energi, vi producerer, ikke blot erstatter eksisterende kapacitet, men faktisk tilfører ny, bæredygtig energi til systemet,
siger Bertel Maigaard, CEO for BioCirc.

Aftalen er den første Power Purchase Agreement (PPA), som BioCirc indgår, og energivirksomheden planlægger flere lignende projekter i de kommende år.

DLG er desuden i gang med at etablere egne solcelleanlæg på fire af koncernens fabrikker, hvilket skal bidrage til en mere klimaeffektiv produktion og understøtte klimadeklarering af foderblandinger til landbruget.

jel

This article has been automatically translated from danish.
Sign up for the newsletter