Frederikshavn:
Solcelleprojekt må gå om – borgmesterkandidat var inhabil

Politiker i Frederikshavn gjorde ikke opmærksom på, at hun var medejer af jord til 29 hektar stor solcellepark.
4. JUN 2024 13.44

FREDERIKSHAVN: Godkendelsen af en solcellepark på 29 hektar ved Frederikshavn må nu behandles forfra, fordi byrådsmedlem Lone Haugaard (V) ikke erklærede sig inhabil, da sagen blev behandlet i byrådet i november. Det skriver Nordjyske.

Lone Haugaard, som med byrådsgruppens opbakning går efter at blive sit partis borgmesterkandidat ved KV25, er advokat og har ifølge Nordjyske opbygget en portefølje på mere end 50 ejendomme. I marts sidste år blev hun medejer af grunden, hvor solcelleparken er planlagt, via et selskab, hvor hendes mand er bestyrelsesformand. 

Hun nævnte imidlertid ikke medejerskabet, da projektet blev vedtaget i november. Først da lokalplanen skulle vedtages i sidste uge, nævnte hun sin mulige inhabilitet og forlod salen under behandlingen. Hun forklarer, at hun i november ikke var opmærksom på, at hun var medejer af jorden, fordi hun som mindretalsaktionær ikke følger med i, hvad selskabet køber og sælger.

Ifølge avisen nævnte hun dog allerede i marts 2023 det konkrete jordstykke i en mail til kommunaldirektør Thomas Eriksen og bad ham sige til, hvis der skulle opstå habilitetsproblemer. Han svarede tilbage, at det ultimativt er det enkelte byrådsmedlems ansvar at gøre opmærksom på eventuel inhabilitet.

Thomas Eriksen kalder sagen uheldig for alle parter. Det trækker ressourcer ud, som kunne være brugt på noget andet, siger han til avisen.

ak

This article has been automatically translated from danish.
Sign up for the newsletter