Startskuddet på fremtidens energilagring er begyndt i Esbjerg
Fremtidens energiforsyning drejer sig i høj grad om at sikre muligheden for lagring af energi. Allerede i dag kommer strømmen fra offshore vindmølleparkerne i store mængder om natten, hvor forbruget er lavt. Derfor bliver det problem kun større, når Danmarks havvindskapacitet tager til efter den udbygning af offshore vind, der allerede er besluttet.
Hos Semco Maritime i Esbjerg nærmere bestemt i virksomhedens værftsdel, der internt er kendt som Staget på grund af placeringen på adressen Staget 1, er skridtet frem mod en løsning på det problem netop taget i dag.
Virksomheden Hyme Energy får nemlig bygget deres pilotanlæg til energilagring, der kommer til at køre i et halvt år efter færdiggørelsen. Energilagringen foregår ved at varme noget op som normalt kun findes i husholdninger - nemlig kaustisk soda. Anlægget bliver bygget på Staget hos Semco, hvor direktør John Sørensens medarbejdere kommer til at bygge det.
- Vi laver anlægget her for Hyme Energy, og det hedder Molten Salt Storage (MOSS). Det foregår ved, at man varmer NaoH op, og det er hvad vi kender som kaustisk soda til at rense afløbsrør med. Her kommer vi til at lave to højisolerede tanke med varmelegemer i. De rummer hver fem kubikmeter, hvilket svarer til 5000 liter, siger John Sørensen og forklarer:
- Der kommer til at være en kold tank, der er varmet op til 350 grader celcius og en varm der er 650 grader. Her er så muligheden for at tage overskudenergi fx, når vindmøllerne kører om natten eller når solen skinner om søndagen. Det her er et pilotprojekt, hvor det skal testes, hvordan det hele virker. Så storskalering bliver mulig senere.
Hvis pilotprojektet er succesfuldt, så ligger planerne allerede klar hos Hyme Energy, der kan blive til et storskalaanlæg i forbindelse med Energiø Bornholm.
Men i første omgang skal pilotanlægget bygges.
- Vi begynder arbejdet i dag, men NaoH er korrosiv, så man kan ikke bruge rustfrit stål. Det ville blive ætset op. Så vi bruger Inconel 600, der er en blanding af krom og nikkel. Det er ekstremt korrosionsbestandigt men også et meget dyrt materiale, forklarer John Sørensen.
Selvom anlægget er et testanlæg, så kommer det til at kunne levere, hvad der svarer til cirka tre MW i en time. Og varmelegemet er absolut heller ikke småt.
- Varmelegemet i tankene er med en effekt på 1,4 MW. Det svarer nogenlunde til et varmeværk i en mindre landsby, siger John Sørensen, der som ingeniør også kan levere en forklaring på, hvordan anlægget hans folk skal bygge virker:
- Man tager strømmen om natten, og varmer NaoH op til de 650 grader, så den bliver flydende. Om dagen kan man så med en dampturbine lave strøm igen af varmen i tanken. Det er et termisk batteri. Det her er ishockeystaven, som giver muligheden for at lagre energi.
Skal køre seks måneder
Når først anlægget er bygget færdigt, så skal det køre i seks måneder, og i den kommer Hyme Energi til at have medarbejdere til at køre anlægget.
- Hyme Energy kommer til at have tre medarbejdere her. Men først skal anlægget bygges, og det kommer til at tage et par måneder, forklarer John Sørensen, hvis medarbejdere kommer til at bygge anlægget.
Hvad der kommer ske med anlægget efter den tid er endnu uvis, men det har en kapacitet, der ville kunne bruges af fx et lille fjernvarmeværk med vindmøller.
- Når testperioden er overstået skal det undersøges, hvordan delene ser ud og om der har været slidtage. Men ellers ville det i fx kunne genopbygges et andet sted, slutter John Sørensen.
Sådan kommer anlægget med flydende varmt kaustisk soda til at se ud hos Semco Maritime i Esbjerg. Illustration: KIRT x THOMSEN.