Tæt samarbejde var nøglen til succes
Havnechef Lisette Sønderby foran Thorsminde Havn kontor. Det var umiddelbart bag hende til højre, der var planlagt en 140 meter høj vindmølle, men den bliver ikke til noget. Arealet skal nemlig holdes fri til helikopterflyvning.
Foto: Jesper Ernlund Lassen, DK Medier

Servicehavn Thorsminde:
Tæt samarbejde var nøglen til succes

Havn, bestyrelse og kommune var hurtige til at få inviteret prækvalificerede konsortier til Thorsminde, og det gav både viden og titlen som servicehavn til vindmølleparken Thor.
24. AUG 2022 11.45

HOLSTEBRO: Nogle gange fisker man efter den ene historie, og ender med at få en, der er endnu bedre.

Havnechefen i Thorsminde Havn smiler, da jeg spørger om, havnen har vilde planer om vindmøller og PtX liggende i skuffen som de de fleste andre fremmelige havne. Hun rejser sig fra mødebordet og viser et kort over hele Thorsminde og udpeger et punkt på kortet.

- Vi havde faktisk planer om en 140 meter høj vindmølle her, og der var lokal opbakning til den, da vi havde et høringsmøde. Der var få, der ikke ville have den, men flertallet sagde: "Nu må I altså holde op, vi har brug for udviklingen", fortæller havnechef Lisette Sønderby, men den vindmølleplan er skrinlagt for nu, for der kom andre og bedre planer i vejen.

Lisette Sønderby tiltrådte sin stilling for lidt over tre i år siden med erfaring fra fiskeribranchen. Vindkraft vidste hun kun lidt om på det tidspunkt. Men læringskurven har været stejl, for da Energistyrelsen offentliggjorde de seks mulige konsortier og selskaber til at deltage i udbuddet af Danmark kommende største vindmøllepark Thor i begyndelsen af 2021, så var der handling i Thorsminde.

Godt samarbejde 

- Vi inviterede alle seks prækvalificerede parter på besøg her på havnen. Vi havde dem her enkeltvis. Bestyrelsen og kommunen var lynhurtige til at danne et team, og der blev ansat en konsulent på timebasis. Det har været et tæt samarbejde mellem havnen, bestyrelsen og kommunen, fortæller Lisette Sønderby, om hvordan ideer blev omsat til konkret handling.

Hvor andre kommuner måske glemmer deres havne, der ikke ligger tæt på rådhuset, så var de 45 km fra Holstebro til Thorsminde ingen hindring overhovedet. Og det tætte samarbejde gav pote.

- Det gjorde, at vi kunne tage så godt imod hver enkelt af de prækvalificerede, og vi lærte så meget af det. Hvad kan lade sig gøre, og hvad kan ikke her på havnen. Jeg lærte meget om vores konstruktioner, fortæller Lisette Sønderby og vender tilbage til vindmøllen, der var udset til at ligge ikke langt fra byens varmeværk på en pynt ud mod Nissum Fjord.

- Noget af det vi lærte, var, at der er behov for en heliport, så der er mulighed for at flyve frem og tilbage med helikopter. Heliporten skulle ligge ved siden af den planlagte energihavn. Det ville så igen gøre, at indflyvningen ville komme til at blive forstyrret af vindmøllens placering, siger Lisette Sønderby.

Hun viser den kurve, som helikopteren skal tage for at starte fra enden af energihavnen mod nordøst og forbi den planlagte vindmølle.

- Derfor bliver vindmøllen ikke til noget nu, for vi er i dialog med flere aktører, der gerne vil bygge heliporten. Heliporten har en stor betydning, fortæller hun.

”Tror I virkelig på det”

Energikoncernerne RWE kommer med et O&M center til vindmølleparken Thor, mens Vattenfall er på vej til byen med byggeledelsen til vindparkerne Vesterhav Nord og Syd. Men sidste år var der ikke mange, der troede på, at det intensive lobby- og forberedelsesarbejde ville bære frugt for den lille fiskerby på den jyske vestkyst. Der var faktisk en smule latterliggørelse.

- Da vi sagde vi ville være servicehavn, så var der flere der sagde: ”Tror I virkelig på det”, fortæller Lisette Sønderby med et tilfreds smil.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

This article has been automatically translated from danish.
Sign up for the newsletter