Tilsyn sætter fokus på netvirksomheder

Ny tilsynsindsats skal sikre gennemsigtighed og korrekte tariffer for elkunder.
4. DEC 2024 11.35

Forsyningstilsynet vil kontrollere, om netvirksomhedernes tariffer overholder de godkendte metoder. Det sker som led i en ny tilsynsindsats, der skal sikre gennemsigtighed og korrekte priser for både forbrugere og producenter. Det skriver Forsyningstilsynet.

– Det er første gang, at vi sætter målrettet ind med en dedikeret tilsynsindsats på et centralt område, hvor det er vigtigt, at det er gennemsigtigt for elkunderne, efter hvilken metode og med hvilke beløb de tariferes. En mangelfuld brug af metoderne kan give forkerte tariffer til skade for både de enkelte forbrugere og producenter og for samfundsøkonomien som helhed,
siger Carsten Smidt, der er adm. direktør i Forsyningstilsynet.

Forsyningstilsynet vil inden udgangen af 2024 kontrollere, om alle netvirksomheder har offentliggjort deres tarifmetoder og tariffer på deres hjemmesider. Manglende offentliggørelser vil blive fulgt op, og en senere indsats vil vurdere, hvordan metoderne anvendes i praksis.

– Det er vigtigt at bemærke, at vi ikke har nogen særlige grunde til at tro, at netvirksomhederne ikke skulle tarifere elkunderne i overensstemmelse med de godkendte metoder. Vi har således alene valgt at fokusere på metodeanvendelse ud fra en vurdering af områdets store betydning for elkunderne og for samfundsøkonomien i overensstemmelse med principperne i vores tilsynsstrategi,
siger Carsten Smidt.

Tilsynsarbejdet er en del af Forsyningstilsynets risikobaserede strategi og skal danne grundlag for eventuelle fremtidige tiltag.

jel

This article has been automatically translated from danish.
Sign up for the newsletter