Trods ny minister venter ordførere at Troels Lund opstarter delforlig om beredskab
I torsdags blev Torsten Schack Pedersen (V) ny minister for samfundssikkerhed og beredskab. (Arkivfoto). - Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Trods ny minister venter ordførere at Troels Lund opstarter delforlig om beredskab

Beredskabsforligsforhandlinger er en umulig opgave for ny minister ifølge forsvarsordfører Carsten Bach (LA).
3. SEP 2024 10.16

Når forhandlingerne om beredskabsforliget går i gang, er det meget muligt, at forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) sidder med ved forhandlingsbordet, selv om der lige er kommet en ny minister på området. Det fortæller forsvarsordførere fra flere partier, heriblandt Carsten Bach fra Liberal Alliance.

- Troels Lund Poulsen har sagt over for os (forsvarsordførerne, red.), at han vil opstarte forhandlingerne, på trods af at der er kommet en ny minister, siger han.

Han fortæller også, at flere møder om beredskabsforliget allerede er blevet aflyst. Samme melding lyder fra Danmarksdemokraternes forsvarsordfører, Lise Bech.

- Jeg synes, at det er godt og trygt, at Troels Lund Poulsen står for det her. Og så er jeg helt sikker på, at der hurtigt bliver indkaldt til et nyt møde, siger hun.

Beredskabsforliget er det tredje og næste delforlig under forsvarsforliget.

I torsdags blev Torsten Schack Pedersen (V) udnævnt som ny minister for samfundssikkerhed og beredskab. I den forbindelse kunne Troels Lund Poulsen fortælle, at den nye minister vil overtage arbejdet med at forhandle beredskabsforliget på plads.

- Jeg skal nok være med til at sørge for at give Torsten den nødvendige viden og hjælp, der gør, at vi kan lave en god overlevering, sagde forsvarsministeren.

SF'er: Tror Torsten blev en form for skyggeminister

Nu tyder det på, at Troels Lund Poulsen selv kommer til at starte forhandlingerne op. Det er ifølge Carsten Bach et vidnesbyrd om, at det er en "umulig opgave" for en ny minister uden ministererfaring.

- Forsvarsministeren siger selv, at han vil være med til at opstarte forhandlingerne, og dermed siger han også, at det ikke er en opgave, man bare lige kan overtage fra udskiftningsbænken uden at være opvarmet, siger han.

En ny minister kommer ifølge SF's forsvarsordfører, Anne Valentina Berthelsen, ikke til at have den store betydning for beredskabsforligets indhold.

- Man kan selvfølgelig sige, at Torsten ikke er så godt inde i sagerne, som Troels er. Men han har trods alt været kommitteret for Hjemmeværnet og haft fingrene lidt nede i beredskabsområdet på den måde. Jeg tror, at Torsten bliver en form for skyggeminister. Han får formentlig diktat fra Troels i forhold til, hvad han skal gøre, siger hun.

Hos De Konservative håber man på, at et nyt ministerium kan sætte skub på forhandlingerne, der indtil videre slet ikke er gået i gang.

- Det haster, og det er en utrolig vigtig opgave. Det er på høje tid, at der kommer mere fokus på det, og vi kan kun håbe på, at der kommer mere tempo, siger De Konservatives forsvarsordfører, Rasmus Jarlov.

Ny minister ser frem til forhandlinger

Torsten Schack Pedersen oplyser i et skriftligt svar, at han ser frem til at tage fat på forhandlingerne om et nyt beredskabsforlig.

- Beredskabet spiller en central rolle i samfundets robusthed. Derfor er det afgørende, at vi får muskelkraft bag opgaverne, når vi skal indgå et nyt forlig på området, lyder det fra den nye minister.

Han forventer at indkalde til forhandlinger i begyndelsen af efteråret. Ifølge Troels Lund Poulsen er forventningen, at beredskabsforliget er på plads inden jul.

Opdateret med svar fra Torsten Schack Pedersen.

/ritzau/
 

This article has been automatically translated from danish.
Sign up for the newsletter