Tyskere betaler for at få slukket danske vindmøller, når det blæser
Det er ikke altid, at de danske vindmøller producerer strøm, når det blæser. Ifølge TV Midtvest er der flere eksempler på, at vindmøller står stille i blæsevejr.
Energinet, der er ansvarlig for infrastrukturen af el i Danmark, oplyser til TV Midtvest, at det er dem, der slukker for møllerne i blæsevejr. Ifølge Energinet er forklaringen på de stillestående møller, at de danske og nordtyske møller tilsammen nogle gange laver meget mere strøm, end vi har brug for.
Man har endnu ikke en løsning, der kan lagre strømmen til senere brug. Og hvis man ikke får flyttet den overflødige strøm andre steder hen – for eksempel til store industriområder i Sydtyskland - vil der opstå en overophedning i kablerne i Danmark.
Problemet er bare, at Tyskland ikke har et elnet, som kan transportere de store mængder strøm fra Nordtyskland til industrien i Sydtyskland, hvor strømmen kunne gøre gavn. Derfor er det nødvendigt at slukke for nogle af vindmøllerne.
Tyskerne får en straftold, hvis de slukker deres egne vindmøller. Derfor vælger tyskerne at give de danske mølleejere penge for at slukke deres møller i stedet for.
Peter Markussen, der er afdelingschef i Energinet, fortæller til TV Midtvest:
- Vindmølleejerne giver et bud ind på en pris, de vil have, for at lade vindmøllerne stå stille. Den mulighed har man ikke i Tyskland. På den måde hjælper vi Tyskland med at løse nogle af de udfordringer, de har i nettet.
I hele 2018 blev vindmølleproduktionen reduceret med cirka 290 gigawatt. Det svarer til 2,5 pct. af den samlede produktion.
Sidste år udbetalte tyskerne 190 mio. kr. til vindmølleejere i Vestdanmark for at standse produktionen med deres møller. Energinet mener, det er en fordel for de danske vindmølleejere.
- I det marked kan vindmølleejerne melde ind med en pris på, hvad de skal have for ikke at producere strøm på deres vindmølle. På den måde er det en fordel, fordi en dansk vindmølleejer kan få en gevinst, hvis han er konkurrencedygtig, siger Peter Markussen til TV Midtvest.
Jørgen Christensen, der er forsknings- og teknologidirektør i Dansk Energi, mener ikke, det er hensigtsmæssigt, at der handles om at få slukket vindmøller.
- Vi sætter vindmøller og solceller op for at få produceret noget grøn energi, og så længe vi bruger fossile brændstoffer og slukker for grøn energi, så er det et problem, siger han til TV Midtvest.
Nu opfordrer Dansk Energi og Dansk Industri regeringen til at afsætte milliarder til at løse udfordringen med at lagre vindenergi, så den grønne energi kan bruges til for eksempel varme, batterier og elbiler.
- Vi kan have så stort et overskud af den her energi, at vi begynder at slukke for vindmøller. Det er en forkert udvikling. Vi skal jo ikke bygge mere af det, før vi kan udnytte energien, siger Jørgen Christensen til TV Midtvest.
Vindmøllernes produktion af grøn strøm er en vigtig del af regeringens krav om at nå målet om en 70 pct. reduktion af CO2-udledning inden 2030.