Uforudsigelig periode venter dansk eksport efter sikker sejr til Trump
Donald Trump har erklæret sig klar til at indføre told på europæiske og kinesiske varer, henholdsvis omkring 10 og 60 procent. Det kan udløse en handelskrig, har flere spået. - Foto: Brian Snyder/Reuters

Uforudsigelig periode venter dansk eksport efter sikker sejr til Trump

Hvis Trumps toldplaner realiseres, kan der udbryde handelskrig til skade for Danmark. Men på kort sigt er økonomer ikke bekymrede. Måske der endda kommer vækst.
7. NOV 2024 10.40

Det er en Donald Trump, der med en klar sejr til sig selv og sit parti i bagagen har næsten frit spil til at gøre, hvad han vil, når han indtager Det Hvide Hus igen. I ærmerne har den nye præsident politik, der også vil påvirke dansk økonomi og erhvervsliv.

Blandt mærkesagerne er en told på mindst 10 pct. på europæiske varer, herunder danske, og 60 pct. på kinesiske. Det kan ende i en handelskrig, hvis Europa og Kina svarer igen med tilsvarende højere told for amerikanske varer, hvilket har fået eksperterne til at spå om dystre udsigter på verdensmarkedet - og i det danske erhvervsliv.

Med alle de forbehold, der måtte være, er cheføkonom Las Olsen fra Danske Bank dog på kort sigt ikke vildt bange for de økonomiske konsekvenser af Trumps sejr.

- Han vil godt nok lave told, men han vil også lave skattelettelser, og det betyder større forbrug i USA og jo altså dermed også mere global efterspørgsel, som danske virksomheder vil nyde godt af - told eller ej.

Derfor kan det faktisk på den kortere bane ende med lidt vækst.

Mere samhandel under seneste Trump-periode

Samme holdning har Tore Stramer, cheføkonom i Dansk Erhverv, som opfordrer til at slå koldt vand i blodet. Da Trump senest var præsident, steg vores samhandel med USA, påpeger han.

- Man skal også huske på, at det også vil skade USA og amerikanerne, hvis udenlandske varer bliver dyrere. Og det vil også spille ind i overvejelserne. Derfor er en handelskrig ikke vores hovedscenarie, siger Tore Stramer.

Risikoen er til stede, påpeger Las Olsen, der derfor måske også har en smule flere panderynker.

- Som et lille land er vi afhængige af, at verdenshandlen fungerer så godt som muligt, siger cheføkonomen.

DI: En ny epoke

Dansk Industri har lavet beregninger, som viser, at det kan koste Danmark et fald i bruttonationalproduktet på 85 mia. kr. og 30.000 færre beskæftigede, hvis der opstår en handelskrig med Europa, USA og Kina involveret. Dansk Industris direktør, Lars Sandahl Sørensen, kalder derfor også den kommende tid for "en ny epoke".

- Danske virksomheder har de seneste år investeret mere og mere i USA, fordi vilkårene for at drive og udvikle forretningen i Europa er blevet markant forringet.

- Og nu skal man i endnu højere grad overveje, om man vil flytte produktion dertil, hvis man vil have en del af det marked, siger Lars Sandahl Sørensen.

Han tror dog stadig på efterspørgsel fra USA på eksempelvis grønne teknologier. Så helt håbløs forestiller heller ikke han sig, at perioden med Trump bliver.

Trumps toldplaner var også et tema, da regeringen onsdag ved middagstid holdt pressemøde. Her indikerede udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M), at han ikke nødvendigvis er sikker på, at tolden bliver en realitet.

- En ting er, hvad man siger, noget andet er, hvad man gør, sagde Løkke.

/ritzau/

This article has been automatically translated from danish.
Sign up for the newsletter