Uklar lovgivning bremser fremtidens grønne brændstof i kommunerne
Nordhavn Power Solutions I Randers har haft syv dages dispensation til at have den grå tank med 2400 liter metanol stående. Nu arbejder virksomheden mod en permanent med dyr løsning på vejen mod den grønne omstilling.
Foto: Jesper Ernlund Lassen, DK Medier

Metanol - fremtidens grønne skibsbrændstof?:
Uklar lovgivning bremser fremtidens grønne brændstof i kommunerne

Mærsk satser allerede på metanol til nye containerskibe, men da Nordhavn Power Solutions gjorde klar til at vise sin grønne skibsmotor frem, viste det sig at være meget svært at få tilladelse til at opstille en tank.
18. MAR 2022 11.16

Egentlig er der al muligt grund til glæde for Søren Rasmussen. Han er adm. & teknisk direktør hos Nordhavn Power Solution i Randers. Firmaet har lige kunnet lancere en skibsmotor til et af fremtidens grønne brændstoffer metanol. Det er brændstoffet, som Mærsk har valgt til sine nye containerskibe på vejen til at mindske sin CO2-udledning. Nordhavn Power Solutions nye motor kan bruges til fartøjer som færger, fiskekuttere og andre.

Men da firmaet skulle testkøre og fremvise metanol-motoren, var planen at opstille en 9.000 liter tank med metanolen. Det viste sig dog at være en svær opgave, da Søren Rasmussen ringede til Randers Kommune for at undersøge, om det krævede en tilladelse.

”Metanol, hvad er det?” - lød det fra den anden ende af røret, fortæller direktøren, og det var kun begyndelsen.

Søren Rasmussen vidste godt, at metanolen er meget lig den ethanol, som man kan købe i byggemarkedet til en bio-pejs eller almindelig husholdningsprit. Men metanol er defineret som en gasart, så virksomheden spurgte Dansk Brand- og Sikringsteknisk Institut om råd.

- Det endte med en anbefaling om, at vi nok skulle have en søge om at opstille tank med dobbelt-væg og rørføring med alarmovervågning fortæller Søren Rasmussen.

Det er endda sandsynligt, at der skal være både betonfundament og afløb med olieadskillelse under tanken.

Da Nordhavn Power Solution så søgte Randers Kommune om tilladelse til at opstille tanken, lød svaret, at han skulle indhente en vurdering fra Dansk Brand- og Sikringsteknisk Institut om råd.

- Det går i ring, og det bliver så omfattende, at folk giver op. Vi går med livrem og seler, for sikkerheden skal være i top, men hvis vi ville opstille en tank med dieselolie, gas eller benzin, så ville den komme op i morgen, fortæller han.

I mellemtiden har Nordhavn Power Solutions søgt og netop fået InnoBooster midler til at undersøge, hvad der skal til for at opstille en tank med metanol. Og det er ikke billigt at lave den slags undersøgelse.

- Vi har fået 30 pct. af projektebudgettet på 1,5 mio. kr. Vi giver ikke op, nu sætter vi det i gang, for der er bestemt nogle udfordringer, der skal løses. Kommunen kunne have sendt en mand ud sammen med brandmyndighederne i stedet, så kunne det have været ordnet på en dag, siger Søren Rasmussen.

Han havde fået tilbudt en tank til firmaets metanol af leverandøren til 250.000,- kr. Men det ender altså med at blive langt dyrere.

Bremser kundernes omstilling metanol

Søren Rasmussen ville hellere have brugt den runde mio. kr. på udvikling. Det er den del, som Nordhavn Power Solution selv kommer til at betale af undersøgelsen.

- Det værste er, hvis vi sælger en metanol-motor til fx en kunde i Hanstholm, så er det en ny kommune, og så begynder processen igen, forklarer han om noget, der bremser omstilling til et nyt grønt brændstof på grund af en uklar lovgivning.

Det vil også blive et problem for den enkelte kommune, hvis den kommunale færge skal omstille til metanol.

Nordhavn Power Solution har haft dispensation i syv dage til at opstille en midlertidlig tank på 2.400 liter, så firmaet kunne lave en præsentation af motoren i sidste uge.

Metanolformand: Det halter

Adm. direktør for New Fuel Lars Thomsen er leverandør af metanol til Nordhavn Power Solutions, og han kender udmærket problemet omkring tilladelse til at udrulle metanolen i Danmark.

Lars Thomsen er også formand for Dansk Methanolforening og oprindelig uddannet farmaceut, og han kan slå en ting fast med det samme.

- Metanol er træsprit, konstaterer Lars Thomsen nøgternt.

Han har også oplevet problemer med at få kommunale tilladelser til at sætte gang i den grønne omstilling med metanol.

- Jeg havde møde med Skanderborg Kommune om at opstille en tankstation i 2020. Der var stor velvilje og interesse hos kommunen, men der er intet sket siden, fortæller han.

Men der er flere kommuner, som kæmper med at sætte gang i et forsøg med metanol til almindelige benzinbiler.

- Vi er med i et forsøg med FDM, CirkleK og GO’ON samt OK, hvor 100 biler skal køre på metanol i kommunerne Aalborg, København og Skanderborg, der også er del af det. Men det står også helt stille nu, siger metanolformanden, der selv har kørt på metanol i et år.

- I Frankrig kan man købe en lille ombygningboks, så man kan køre på ethanol. Den kan også bruges til metanol, og min kone har kørt på metanol et år. Og vi kunne sagtens køre på benzin, når vi kørte på ferie i udlandet. Alle benzinbiler i Danmark kan gøre det samme, men det kræver lovændringer. Hvis man ikke fjerner barriererne, så kan man lige så godt forbyde metanol, siger Lars Thomsen sluttelig.

 

This article has been automatically translated from danish.
Sign up for the newsletter