Ukraine nægter at stå bag nyt angreb mod eget atomkraftværk
Det russisk besatte atomkraft, drives af Ruslands statslige atomagentur Rosatom. Inden krigen krigen og besættelsen arbejdede her 11.000 ansatte.
Foto: Alina Smutko/Reuters/Ritzau Scanpix

Ukraine nægter at stå bag nyt angreb mod eget atomkraftværk

Rusland beskylder Ukraine for at stå bag nyt angreb mod Europas største atomkraftværk i Zaporizjzja.
10. APR 2024 8.10

Rusland beskyldte tirsdag Ukraine for at have udført et droneangreb mod atomkraftværket i Zaporizjzja for tredje dag i træk. Ukraine nægter at stå bag. De tilsyneladende angreb mod atomkraftværket, det største af sin slags i Europa, startede søndag. 

Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA) har udtalt, at søndagens angreb var til fare for den nukleare sikkerhed. Ukraines militære efterretningstjeneste har udtalt, at landet ikke angriber atomkraftværk. I en udtalelse fra Ukraines udenrigsministerium beskyldes Rusland for at være den eneste trussel mod atomkraftværket i Zaporizjzja.

Tirsdagens angreb ramte angiveligt et træningscenter ved værket. Ingen kom til skade. Ifølge det statslige russiske nyhedsbureau Ria fandt angrebet sted, blot ti minutter efter at repræsentanter fra IAEA havde besøgt værket.

Atomkraftværket har stort set siden starten af invasionen i februar 2022 været besat af russiske styrker. Ruslands statslige atomagentur, Rosatom, står i øjeblikket for driften.

EU's udenrigspolitiske chef, Josep Borrell, sagde tidligere tirsdag, at angrebene øger risikoen for en nuklear krise.

- Sådanne angreb skal stoppe, skrev han på det sociale medie X, og - Rusland skal trække sig tilbage fra atomkraftværket i Zaporizjzja.

IAEA skal efter anmodning fra Rusland holde et ekstraordinært møde om angrebene torsdag. Ukraine og Rusland har flere gange beskyldt hinanden for at stå bag angreb, som har ramt elledninger og ødelagt forsyningen af el til atomkraftværket. Atomkraftværket Zaporizjzja står normalt for en femtedel af Ukraines årlige elproduktion. Før invasionen havde det omkring 11.000 ansatte.

/ritzau/Reuters jel

This article has been automatically translated from danish.
Sign up for the newsletter