Hanstholm Havn
Værftsejer bruger over 200.000 kr. på udviklingsplan
Værftejer Finn Jørgensen vil sætte skub i forretningsudviklingen med ikke traditionelle havneerhverv på Hanstholm Havn
Foto: Jesper Ernlund Lassen - Danish Offshore Industry - DOI.dk

Hanstholm Havn :
Værftsejer bruger over 200.000 kr. på udviklingsplan

Finn Jørgensen ønsker, at havnen og byen i Hanstholm smelter sammen igen. Det skal ske med en åbning for forretningsudvikling uden for traditionelle havneerhverv med oplevelsesøkonomi.
20. JUN 2024 12.15

Værftsejer Finn Jørgensen kom til Hanstholm i 1978, og siden har han opbygget et værft samt en udlejningsvirksomhed. Egentlig kom han til Hanstholm Havn med sin uddannelse som skibstømrer i bagagen fra Nykøbing Mors og ikke meget mere.

- Jeg kom med ingenting – det gjorde vi alle sammen, fortæller 75-årige Finn Jørgensen og tilføjer grunden til, at han landede i netop Hanstholm:

- Det var vist noget med, at arbejdsformidlingen sendte mig herud.

Siden har den driftige erhvervsmand ikke haft de fjerneste problemer med at finde arbejde. Og selvom Finn Jørgensen ikke direkte udtaler det, så står det klart, at han er glad for sin by og havnen. Evnen, viljen og modet til at prøve noget nyt er fuldt intakt hos ham – og ambitionerne for udviklingen gælder i den grad også for Hanstholm Havn og byen.

Det har nu fået Finn Jørgensen til at få udfærdiget en udviklingsplan for Hanstholm Havn sammen med en gruppe af lokale. De 205.000 kr. plus moms for rapporten af det rådgivende ingeniør- og konsulentfirma Rambøll med navnet ”Kystliv og Hanstholm Havn – Sammen om fremtidens muligheder i Hanstholm”, har han betalt af egen lomme.

Konkret var det et forløb omkring en ulovlig opført surferbar af iværksætteren Rasmus Fejerskov og daværende tekniske direktør Mogens Kruse Andersen i Thisted Kommune, der fik Finn Jørgensen til at handle. Han ønsker nemlig at åbne for, at det ikke kun er havnerelaterede virksomheder, men også oplevelsesøkonomi som surferbarer, bryggerier og restauranter, der får plads på havnen. Det skal ske side om side med fiskeri, service for offshore vind og ambitioner indenfor CCS og containertrafik.

- Det er min opfattelse, at der har sænket sig et jerntæppe mellem by og havn de seneste år, og det skal løftes, forklarer Finn Jørgensen, der synes, der skal være plads til nye initiativer som den lukkede surferbar. Forløbet har været udslagsgivende for, han bestilte rapporten.

- Jeg blev virkelig rasende over det. Derfor startede jeg gruppen og betaler selv Rambøll-rapporten, fortæller han om udviklingsplanen, der snart udkommer.

Forretningsudviklingen

Finn Jørgensen og gruppen bag ham har også taget kontakt til andre lokale foreninger for at hente opbakning til udviklingen inden for netop oplevelsesøkonomien på havnen. Der er en særlig grund til, at Finn Jørgensen ønsker, at der skal være plads til den slags nye virksomheder som den lukkede surferbar.

- Den type virksomhed koster nul kroner at starte, og med den kommer en type mennesker, der sætter noget i gang, forklarer erhvervsmanden og uddyber:

- Der er blevet lukket af for nogle mennesker, som vi gerne vil have her. Forslagene i rapporten skal så også være med til at åbne op for jerntæppet mellem havnen og byen.

Bag det hele ligger også en kritik af forretningsudviklingen fra ejeren af havnen, nemlig Thisted Kommune.

- Man har ikke sørget for at udvise rettidig omhu med forretningsudvikling af havnen. Derfor forventer jeg, at rapporten kommer til at lægge pres på politikerne, så der kommer til at ske noget.

 

This article has been automatically translated from danish.
Sign up for the newsletter