Vi har aldrig lovet eller sagt 1000 arbejdspladser
Modern American Recycling Services, Europe A/S eller kort M.A.R.S. - ophugger og recycler olieskibe og borerigge i Frederikshavn Havn.
Foto: Jesper Ernlund Lassen - Danish Offshore Industry - DOI.dk

CEO dementerer havnerygterne om M.A.R.S.:
”Vi har aldrig lovet eller sagt 1000 arbejdspladser”

Inden recyclingvirksomheden åbnede på Frederikshavn Havn, blev der talt om 1000 gode job, men i dag beskæftiger M.A.R.S. cirka 160 medarbejdere – foruden mellem 50 og 70 fra underleverandører.
4. NOV 2024 15.00

Kim Thygesen er, udover at være CEO for Modern American Recycling Services, Europe A/S (M.A.R.S.) på havnen i Frederikshavn, også en særdeles erfaren mand i havneverdenen. Årene hos Blue Water gør, at han stadig har fingeren på pulsen, og han ved fra sit netværk, hvad der bliver sagt om hans nuværende virksomhed. Og det er noget, som han helt af sig selv italesætter overfor DOI.dk under et interview.

- Vi kommer til at udvide, men det kommer ikke til at betyde flere end 250 ansatte. Jeg har aldrig sagt det med de 1000 ansatte, og vi har aldrig lovet eller sagt 1000 arbejdspladser hos M.A.R.S., siger Kim Thygesen, der ikke tør lade olieskibe og rigge blive ophugget i flerholdsskift, der ville give flere ansatte:

- Ombord på skibene tør jeg ikke lade medarbejderne arbejde om aftenen og natten af sikkerhedshensyn.

I dag er der 160 medarbejdere direkte ansat hos M.A.R.S., foruden et skiftende antal på mellem 50 og 70 medarbejdere fra underleverandører. Kim Thygesen arbejder dog også på at kunne åbne endnu en afdeling af M.A.R.S. i den brasilianske by Porto Central.

Hvad betaler M.A.R.S. i husleje?

Et andet havnerygte, der nærmest går på krykker, kommer CEO’en også selv ind på. Frederikshavn Havns økonomiske situation med en gæld på henved 1,7 mia. gør nemlig, at der er interesse for, hvor meget virksomheden faktisk betaler i husleje til den nødlidende havn. Selvom Kim Thygesen ikke kan fortælle detaljeret om betingelserne, er der noget, han gerne vil slå fast.

- Jeg tror, vi er en af de virksomheder her i havnen, der betaler allermest, og det er et tocifret millionbeløb, fortæller Kim Thygesen.

Der er en anden ting, som han også gerne vil fortælle om. Rygtebørsen vil nemlig vide, at M.A.R.S. kører det ophuggede stål til recycling ud af havnen med lastbiler om natten for at undgå at betale penge til havnen. Det er også noget, som han kan afvise.

- Vi betaler samme havneafgift til havnen, som hvis vi havde sejlet det ud, forklarer Kim Thygesen og uddyber, hvorfor stålet bliver kørt til Grenaa, hvor det bliver udskibet fx til Tyrkiet:

- Der mangler infrastruktur her til at kunne udskibe herfra. Der skal 200 meter kaj til, og så skal der også en kran til at læsse det.

I Grenaa bliver stålet sejlet ud i de større skibe, der kan tage 30.000 ton en gang om måneden. Den mulighed er der ikke nu i Frederikshavn Havn.

- Der skal mindst 10.000 ton til, men igen, det skal kunne betale sig, forklarer Kim Thygesen om et problem med havnens infrastruktur, der ikke lige kan løses.

 

This article has been automatically translated from danish.
Sign up for the newsletter