Vild interesse for fortøjninger til flydende vind
Salgchef fra Dynamica Ropes viser en model af en flydende havvindmølle frem. Det er de lyseblå fortøjninger, som virksomheden laver. I baggrunden ses fortøjningerne i en helt anden skala.
Foto: Jesper Ernlund Lassen, DK Medier

Vild interesse for fortøjninger til flydende vind

Dynamica Ropes udstiller på WindEnergy Hamburg, og der er behov for ekstra medarbejdere til at møde kunderne.
29. SEP 2022 13.18

Salgschef Kate Christensen har egentlig slet ikke tid til at fortælle om, hvordan det er at være på WindEnergy Hamburg 2022. Normalt plejer Dynamica Ropes salgchefen at være alene afsted med ejer og adm. direktør Jørgen Sørensen. Men nu er der behov for flere medarbejdere på messestanden. Derfor hjælper to ingeniører til. Fortøjningerne, som Taulov-virksomheden laver til at forankre flydende vindmøller til havbunden, tiltrækker nemlig mange besøgende.

- Normalt bliver man altid spurgt til, hvilken erfaring man har med området, men nu spørger alle: Har I kapacitet nok. Det har vi – men vi har slet ikke kapacitet den til så store projekter, som de efterspørger. Selvom vi lige har fået verdens største flettemaskine, fortæller Kate Christensen.

Vindmesserne begynder normalt stille og roligt, inden der kommer virkelig run på antallet af besøgende. Men det har også været anderledes i år.

- Det begyndte faktisk allerede klokken 10 på første dag, og sådan plejer det ellers aldrig at være. Jeg tror, der er ekstra mange her i år, fordi det er så længe siden sidst, og måske også på grund af hele situationen med energikrisen, fortæller hun om den øgede interesse.

Der er så meget interesse for fortøjninger til flydende vind, og interessen kommer også fra lande, hvor det ikke er muligt at placere vindmøllerne i havbunden på grund af vanddybden. Normalt bliver Norge og Californien nævnt som netop de lande, hvor flydende vind giver mening på grund den dybe havbund. Men det er et andet land, hvor der er kommet flest besøgende fra.

- Hver gang der har været en besøgende hos os fra USA, så har vi haft fire fra Japan, lyder det fra Kate Christensen.

Stemningen er så euforisk, at tidligere konkurrenter nu nærmest er blevet til kollegaer.

- Der bliver sagt: This is a big cake, there is a piece for everyone, lyder der grinende fra Kate Christensen.

Stemningen og interessen er så stor, at selv salgschefen husker på, at træerne ikke vokser op i himmelen.

- Man skal huske at holde jordforbindelsen. Det er et eventyr i den her branche, men det hele skal nå at følge med, siger Kate Christensen.

Måske den store interesse endda kommer som en overraskelse for branchepanelet, der dagen forinden kunne holde åbningspressemødet til WindEnergy Hamburg 2022. Her lød det nemlig samstemmigt, at der stadig skal sættes virkelig mange monopæle op, inden man kommer til de flydende havvindmøller.

Men sådan lader det ikke til at blive, hvis interessen bliver ved med at holde. Dynamica Ropes har allerede erfaring med at lave fortøjningerne til flydende havvindmøller som WindFloat Atlantic og Stiesdals ”TetraSpar”

Endelige salgsaftaler har Dynamica Ropes dog ikke opnået på messen, og det er helt normalt.

- Salg sker ikke på messen. Der er her vi får kontakterne, forklarer Kate Christensen.

Rettelse tilføjet den 3. oktober. I en tidligere version fremgik det, at Dynamica Ropes nye flettemaskine er Danmarks største. Men den er faktisk også verdens største.

 

This article has been automatically translated from danish.
Sign up for the newsletter