Juraprofessor: Svensk dom hjælper ikke danske klimaaktivister
Klimagrupperne Scientist Rebellion og Extinction Rebellion demonstrerede tidligere i år ved at spærrer det ene spor ved Terminal 3 i ved Københavns Lufthavn. (Arkivfoto.)
Foto: Steven Knap/Ritzau Scanpix

Juraprofessor: Svensk dom hjælper ikke danske klimaaktivister

En ny svensk dom siger, at en klimaaktivist handlede i nødværge, da han i 2022 stoppede trafikken. Men ifølge professor bør danske aktivister ikke forvente, at den argumentation kan bruges i Danmark.
31. OKT 2024 9.04

En svensk mand blev i den svenske pendant til byretten frikendt for nødværge efter at have blokeret en trafikeret vej i Stockholm som en klimademonstration. Professor i forvaltningsret på Syddansk Universitet, Frederik Waage, vurderer dog, at nødværge ikke vil kunne påberåbes i samme omfang i danske strafferetssager.

Waage påpeger overfor RADIO IIII, at svensk lovgivning muligvis har aspekter, der gjorde nødværge gyldigt i denne sammenhæng, men understreger, at en lignende sag sandsynligvis ville blive vurderet anderledes i højere retsinstanser.

I en dansk kontekst mener han, at klimaaktivister snarere bør henvise til grundlovens paragraf 79, som sikrer retten til at demonstrere, samt menneskerettighedskonventionens artikel 11 om ytringsfrihed.

- Jeg tror, det er de to bestemmelser, som man i dansk kontekst vil kunne påberåbe sig, siger han.

Frederik Waage understreger, at danske advokater, som forsvarer klimaaktivister, kan henvise til den svenske dom, men det vil næppe få stor indflydelse på udfaldet af danske sager.

Glæde hos klimademonstranter

På trods af den beskedne juridiske betydning glæder sagen alligevel danske Extinction Rebellion. Ida Dalsgaard Nicolaisen, aktiv i organisationen, kalder dommen "både fantastisk og historisk."

- Det er ikke sikkert, at den svenske dom kan bruges direkte i Danmark, men vi vil fortsætte med at fremføre argumentet. Forandringer i samfundet sker ofte gradvist, siger hun til RADIO IIII.

I den svenske sag har anklagemyndigheden anket dommen.

amp

This article has been automatically translated from danish.
Sign up for the newsletter