Retsagerne står i kø i Frederikshavn Havn: Kommunen er sagsøgt
Ophugnings og recyclingsvirksomhedxen M.A.R.S. har sagtsøgt Frederikshavn Kommune og FH Ejendom A/S, men er samtidig blevet sagsøgt af Noble Drilling og Semco Maritime.
Foto: Jesper Ernlund Lassen - Danish Offshore Industry - DOI.dk

Retsagerne står i kø i Frederikshavn Havn: Kommunen er sagsøgt

Skrotvirksomheden M.A.R.S. i Frederikshavn Havn har sagsøgt kommunen samt havnens ejendomsselskab. Samtidig er M.A.R.S. blevet sagsøgt af Esbjerg-virksomheden Semco Maritime.
13. NOV 2024 14.53

En aktindsigt hos Retten i Hjørring bekræfter, at Modern American Recycling Services, Europe A/S (M.A.R.S.) er involveret i flere søgsmål ved retten.

Den 5. november i år har M.A.R.S. således sagsøgt Frederikshavn Kommune og FH Ejendom A/S, der er Frederikshavn Havns ejendomsselskab.

M.A.R.S.' danske direktør, Kim Thygesen, for selskabet, der ophugger og recycler olieskibe og boreplatforme på havnen i Frederikshavn Havn, skriver følgende i et skriftligt svar til DOI.dk fra en konference i København:

- Vi har ikke nogen kommentar til det. Jeg kan ikke på nuværende tidspunkt udtale mig om sagerne.

Dermed bekræfter direktøren, at sagerne eksisterer.

Der er endnu en sag ved Retten i Hjørring, der involverer M.A.R.S. Selskabet er nemlig allerede i foråret 2024 blevet sagsøgt af en forhenværende underleverandør, nemlig Semco Maritime fra Esbjerg. Virksomheden er en dansk ingeniør- og entreprenørvirksomhed, der specialiserer sig i energiløsninger og har ca. 2000 ansatte.

Søgsmålets størrelsesorden forbliver stadig ukendt, og et opkald til Semco Maritime hjælper ikke på det, for virksomheden har ingen kommentarer til søgsmålet, lyder det fra senior vice president Anders Benfeldt.

Det er ikke de eneste søgsmål, som M.A.R.S. er involveret i. Virksomheden er, som DOI.dk tidligere har kunnet fortælle, blevet sagsøgt af Noble i en milliondyr stævning på grund af en påsejling.

Fra Frederikshavn Kommunes kommunaldirektør Thomas Eriksen, lyder det kort:

- Det har jeg ingen kommentarer til.

Frederikshavn Havn er i økonomiske vanskeligheder på grund af en gæld på henved 1,7 mia. kr., hvilket har medført, at havnen er gået fra kommunal selvstyrehavn til kommunal havn den 15. maj i år.

Det fremgår ikke af DOI.dk aktindsigt hvad nogen af søgsmålene drejer sig om. Men ifølge DOI's oplysninger omhandler søgsmålet mellem Semco Maritime og M.A.R.S. om et efterspil efter et afbrudte samarbejde. Det har ingen af parterne dog villet hverken af- eller bekræfte. 

Opdateret den 13. november 2023 kl. 15:45 med kommentar fra kommunaldirektør Thomas Eriksen.

This article has been automatically translated from danish.
Sign up for the newsletter