Diana er Danmarks første uddannede kvindelige havne- og terminalarbejder
Den 48-årige Diana Sommer er i dag blevet uddannet som havne- og terminalarbejder som den første kvinde i Danmark.
- Jeg havde været arbejdsløs i en uge, efter jeg havde taget grundforløbet som elektriker, som jeg havde taget med topkarakterer. Men jeg kunne ikke finde en læreplads som kvinde og alenemor til fire sønner på det tidspunkt, fortæller hun om en uddannelse, som hun i dag absolut ikke vil tilbage til.
Hun husker stadig tydeligt, hvordan det hele begyndte for 11 år siden.
- Jeg snakkede med en venindes mand, der var havnearbejder, om at få arbejde som havnearbejder. Pludselig en morgen ringede han og spurgte: ”Hvad laver du? Du skal tage nogle sikkerhedssko og arbejdstøj på. Vi skal ud og laste nogle vinger. Jeg ligger og sover, hvad tror du ellers, klokken er syv om morgenen,” fortæller Diana Sommer i dag.
Diana Sommer kom dog hurtigt i tøjet den morgen og endte med at få sit første stykke arbejde som havnearbejder.
- Jeg skulle stå og holde øje med nogle vinger, der ikke måtte støde ind i noget, fortæller hun og tilføjer:
- Jeg skulle dog kun stå og holde øje med, at vingerne ikke stødte mod noget.
Begyndelsen som løsarbejder
Efter det første job endte hun med at møde op til mønstring, hvor arbejdet fordeles til de fremmødte flere gange om dagen på løsarbejderbasis.
- Jeg begyndte at mønstre, men der var også dage, hvor jeg ikke fik noget arbejde. Men jeg kunne alligevel leve af det, når jeg supplerede op med dagpenge, fortæller hun.
I mellemtiden er hun blevet fastansat som havne- og terminalarbejder hos Norsea, og virksomheden har et ønske om, at medarbejderne skal være uddannede. Diana Sommer har faktisk gerne villet have uddannelsen et stykke tid, men ikke alle virksomheder er interesserede i det.
- Nu skal jeg have fire kroner mere i løn i timen, og det betyder bare noget for nogle virksomheder. Men sådan er Norsea ikke, slår Diana Sommer fast.
Laster og lodser skibe
Der er ingen tvivl om, hvad Diana synes om sit arbejde.
- Jeg er rigtig glad for mit arbejde, og jeg kunne ikke forestille mig at lave andet. Jeg laster og lodser skibe. Jeg kører truck, kran, teleskoplæsser og reachstacker, der løfter 20 og 40 fods containere, fortæller hun og løfter sløret for noget, hun tit hører:
- Det er mest de udenlandske chauffører, der spørger: ”Kommer der nogen og hjælper dig?”
Men Diana Sommer kan sagtens selv. Sin nye uddannelse er hun glad for, men at hun er den første kvinde i Danmark med den på sit CV, det giver hun ikke meget for.
- Det er fedt at få en uddannelse, og jeg er en kvinde, og hvad så, siger hun.
Hvad der skal til for at klare sig i den mandeverden, kan hun også fortælle.
- Man skal kunne tage mændenes jargon. Andre kvinder skal vide, at man får skældud, og man skal være lidt hård i filten og være en Mande-Hanne, som mig, siger Diana Sommer, der ligner alt andet end en Mande-Hanne i sine tætsiddende onesuiter på sin fridag.
- Privat ligner jeg ikke sådan en, smiler hun.
Fremtiden kender hun også allerede.
- Fremtiden, den er på Esbjerg Havn – jeg løber ingen steder. Nu er min ældste søn på 24 år også blevet havnearbejder, så ham skal jeg følge også, siger hun.
Diana Sommer er med sin afsluttede uddannelse en af de kun 215, der er blevet uddannet siden 2012, hvor det første hold uddannede havne- og terminalarbejdere blev færdige. Og hun endte med at få karakteren 12 i sin eksamen.