Kinesisk skib i Kattegat har lettet anker efter lille måneds stilstand
Den kinesiske bulk carrier Yi Peng 3 lå for anker i Kattegat. - Foto: Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix

Kinesisk skib i Kattegat har lettet anker efter lille måneds stilstand

Skibet har været omgærdet af mystik og undersøgelse efter forbindelse til brudte kabler på havbunden.  
23. DEC 2024 8.36

Det kinesiske fragtskib "Yi Peng 3", der har ligget for anker i Kattegat i flere uger, begyndte lørdag at sejle væk fra området. Det bekræfter Forsvarskommandoen over for Ekstra Bladet. Forsvaret holder øje og følger skibet.

- Jeg kan bekræfte, at Yi Peng 3 er ved at afsejle fra området i Kattegat. Forsvaret følger skibet med relevante kapaciteter, siger Tobias Roed Jensen, presserådgiver i Forsvarskommandoen, til mediet. Forsvarskommandoen har ikke yderligere kommentarer.

Ifølge Ekstra Bladet, som har fulgt skibet på tjenesten Vesselfinder, bevæger skibet sig mod nord. I Sverige kan den svenske kystvagt fortælle til SVT Nyheter, at skibet er begyndt at sejle mod Egypten.

- De har oplyst, at de rejser til Port Said i Egypten og rejser på eget initiativ, siger Hanna Bühler, vagthavende ved kystvagten, til mediet.

Sat i forbindelse med mulig sabotage

Skibet har været omgærdet af mystik i den seneste måned. Nogle dage inden skibet kastede anker i Kattegat, havde fartøjet på sin vej fra en russisk havn passeret to datakabler i Østersøen, som der kort tid efter blev konstateret brud på.

Torsdag inspicerede en række eksperter fra Danmark, Sverige, Tyskland, Kina og Finland skibet. Her blev der gjort betydningsfulde iagttagelser, sagde den stedfortrædende generaldirektør for Sveriges havarikommission, Jonas Bäckstrand, til det svenske medie SVT.

- Vi har selvfølgelig iagttagelser fra det, som kommer til at have betydning, lød det.

Fordi skibet ligger i internationalt farvand har det i princippet ikke kunne tilbageholdes af hverken danske eller svenske myndigheder. De har heller ikke haft ret til at komme om bord. Men det er de kinesiske myndigheder, der har inviteret eksperterne med om bord til undersøgelserne.


/ritzau/

This article has been automatically translated from danish.
Sign up for the newsletter