Kontrolrummet til det nye Tyra er åbnet
TotalEnergies’ adm. direktør i Danmark Eric Delattre kunne åbne Tyra kontrolrum onshore hos Total på havnen i Esbjerg.
Foto: Jesper Ernlund Lassen, DOI.dk

Kontrolrummet til det nye Tyra er åbnet

En milepæl på vej mod genåbningen af Tyra blev taget for en udvalgt skare hos TotalEnergies i Esbjerg.
14. JUN 2023 9.30

Der var både kage, mousserende rosé og en sommerlig stemning, da TotalEnergies’ adm. direktør i Danmark, Eric Delattre, kunne byde partnerne fra Dansk Undergrunds Consortium (DUC), BlueNord og Nordsøfonden velkommen til åbningen af Tyra-kontrolrummet på land hos TotalEnergies hele 225 km fra det nye Tyra II.

Åbnningen er et vigtigt skridt mod afslutningen af genopbygningen af Danmarks største naturgasfelt, der forventes taget i drift den kommende vinter.

Totals eget ledelsesteam var klar i kontrolrummet, der kommer til at være bemandet af to mand i tolvtimers vagter – der følger arbejdsrytmen offshore. Nu bliver der bare arbejdet fra Totals bygning på havnen i Esbjerg. Underleverandørerne var repræsenteret blandt andet af Semco Maritimes øverste oliechef Anders Benfeldt og Norsea danske CEO Jesper Høj-Hansen. Esbjerg Havns adm. direktør Dennis Jul Pedersen var også blandt de inviterede.

- Jeg vil gerne byde velkommen til vores partnere og leverandører og takke vores 75 underleverandører. Det er første gang, vi kan operere Tyra på afstand, og det er et skridt på vej mod sidste fase i projektet, lød det fra Eric Delattre, inden han gav ordet til Lars Bo Christiansen, vicedirektør for Tyra-genopbygningsprojektet.

- Når Tyra starter op til vinter, så er det et af de mest moderne gasfelter i verden. Med kontrolcenteret kommer vi til at analysere data fra Tyra onshore, og det kommer til at hjælpe med at undgå nedbrud, forklarede Lars Bo Christiansen.

Det bliver nemlig muligt at analysere sig frem til, når dele skal skiftes, inden de går i stykker. Dermed undgås nedbrud, inden de opstår. Men det er stadigt muligt at skifte over, så kontrollen foregår på Tyra, hvis det skulle være nødvendigt.

Ikke Totals første fjernstyrede kontrolrum

Selvom Tyra II kommer til at være blandt verdens mest moderne gasfelter, så er det slet ikke TotalEnergies første fjernstyrede kontrolrum. Adm.direktør for Tyra-genopbygningsprojektet Olivier Gochely kunne give det historiske perspektiv på det.

- Teknogien med fjernstyringen er ikke ny, og det er ikke Totals første fjernstyrede platform. Faktisk fik vi allerede den første fjernstyrede platform i Gabon for 20 år siden, forklarede Olivier Gochely de fremmødte og tilføjede om status på Tyra-genopbygningsprojektet.

- Det ser simpelt ud, men der er lidt vej endnu, inden kompressoren kommer.

Hans smil signalerede dog, at det absolut går den rigtige vej med Tyra II.

Havnedirektøren: Flere fordele

Esbjergs havnedirektør Dennis Jul Pedersen kunne glæde sig over de ord af flere grunde.

- Det er godt, at projektet kører til tiden. Det betyder, at offshore medarbejderne kan blive brugt andre steder, og det kunne være i vindindustrien, lød det fra Dennis Jul Pedersen og tilføjede en detalje ved det fjernstyrede kontrolrum, der er værd at lægge mærke til:

- Antallet af medarbejdere bliver reduceret fra 35 til 10, og det kan der spares ved.

IMG_8011 

Det var ikke kun i kontrolrummet her i Esbjerg, at TotalEnergies medarbejdere og samarbejdspartnere fik lov til at fejre åbningen. Medarbejderne offshore på Tyra II fik nemlig også kage offshore, og de var med på skærmen i Esbjerg. Foto: Jesper Ernlund Lassen, DOI.dk

 

 

 

 

This article has been automatically translated from danish.
Sign up for the newsletter