M.A.R.S. vinder Børsens gazelle-pris

På bare fire år har M.A.R.S. oplevet en vækst på 17.649 pct. – det er den højeste vækst i gazelle-prisens historie.
28. NOV 2024 12.41

Modern American Recycling Services – bedre kendt som M.A.R.S. i Frederikshavn  – er dette års vinder af Børsens gazelle-pris, hvor mediet hylder vækstvirksomheder i Danmark.

Børsen hæfter sig særligt ved, at M.A.R.S. på fire år har oplevet en vækst på 17.649 pct., hvilket er den højeste vækst i prisens historie, som rækker tilbage til 1995. 

Tidligere i november fortalte CEO Kim Thygesen i et interview med DOI.dk, at fremtiden så lys ud for virksomheden. Kim Thygesen kunne desuden fortælle, at der arbejdes på en udvidelse i Brasilien. 

- Der kommer til at være dobbelt så meget kaj som her og 100.000 kvm mere end her, så vi kommer til at have 400.000 kvm. Vi forventer at kunne åbne i 2028 med langtidskontrakt som her. Det bliver med de samme sikkerhedsstandarder og ISO-certificeringer som her; ellers kan vi ikke tiltrække kunder fra oliebranchen, fortæller Kim Thygesen.

Virksomeheden åbnede i Frederikshavn tilbage i 2019 og blev hurtigt kendt for sit arbejde med ophugning af de gamle Tyra-platforme. Da virksomheden åbende var det med seks ansatte, men tre måneder efter var det med mere end 100 ansatte, da man begyndte med Tyra-projektet. 

I dag er der omkring 160 ansatte og mellem 50 og 70 medarbejdere hyret ind via underleverandører

- Fremtiden ser super godt ud på verdensmarkedet, for vi kom til på et godt tidspunkt i 2019. Der var begyndt at komme en efterspørgsel i hele branchen. Vi er et anerkendt brand, og vi får utallige henvendelser fra hele verden, sagde Kim Thygesen i det tidligere interview. 

Senest har M.A.R.S. fået til opgave at skulle skrotte det 360 meter lange fartøj Fluminense FPSO, der er ankommet fra Brasilien, og som har været tre måneder undervejs, skriver TV2 Nord.

Det 356,400 DWT store skib er det hidtil største der skrottes i Frederikshavn. Skibet blev oprindelig nygget som en supertanker i 1975 – siden ombygget til FPSO og har været forankret ud for brasiliens kyst, skriver Maritme Danmark. 

I alt er der kåret 3.011 gazelle-virksomheder i år, som kan findes på Børsens hjemmeside. 

esl

This article has been automatically translated from danish.
Sign up for the newsletter