Ukraine melder igen om stort angreb på energiforsyning

Samtidig med at der er russisk fremrykning i øst, er der stort angreb på den ukrainske energisektor.  
13. DEC 2024 10.25

Et stort angreb er i gang på den ukrainske energisektor. Det oplyser den ukrainske energiminister, German Galusjtjenko, ifølge nyhedsbureauet AFP fredag morgen. Der er luftalarmer i hele landet, skriver Reuters, og der har været advarsler om russiske missiler.

- Fjenden fortsætter med sin terror. Igen er energisektoren under omfattende angreb, siger Galusjtjenko.

Det ukrainske energiselskab oplyser, at der er blevet indført strømafbrydelser i visse områder for at stabilisere elnettet.

Luftalarmen blev meddelt omkring klokken 07.00 om morgenen lokal tid. Der meldes om missiler over flere regioner. Officielle opgørelser viser ifølge AFP, at der har været mindst 11 storskala-angreb på det ukrainske elnet siden begyndelsen af året.

Den russiske regering har erkendt, at den går efter den ukrainske energiforsyning med sine angreb. Den hævder, at det er legitime mål, da elnettet "støtter den ukrainske forsvarsindustri". Ukraine har flere gange bedt om mere vestlig støtte i form af luftforsvar. Det ønske gentager udenrigsminister Andrij Sybiha på det sociale medie X fredag som reaktion på angrebet.

- Massivt russisk missilangreb på denne morgen - primært rettet mod energisystemet, skriver han.

- Rusland forsøger at frarøve os energi. I stedet må vi frarøve dem deres midler til at udøve terror, fortsætter han og beder om luftforsvarssystemer.

Meldingerne om et storstilet angrebet på elforsyningen kommer, samtidig med at Rusland fra syd er rykket frem mod byen Pokrovsk i Østukraine. Det skriver Reuters på baggrund af meldinger fra en fremtrædende prorussisk blogger.

Byen beskrives som et knudepunkt for jernbane- og vejtrafik. Ifølge Reuters viser åbent tilgængelige kortdata, at Rusland rykker frem med en hastighed, som ikke har været højere siden tidligt i invasionen, der begyndte i februar 2022.


/ritzau/

This article has been automatically translated from danish.
Sign up for the newsletter