Energisektoren fastholder optimisme, men forventningerne daler

Mere end halvdelen af virksomheder i sektoren herhjemme, at deres aktivitet vil stige over de næste 12 måneder. Det viser en ny rundspørge blandt Green Power Denmarks medlemmer.
29. NOV 2024 10.56

På trods af udfordringer i energibranchen det seneste års tid, er der stadig optisme at spore i branchen. Således viser en rundspørge af Green Power Denmarks blandt dets medlemmer, at 53 pct. af medlemmerne forudser stigende vækst i de kommende 12 måneder. Samtidig er der blot 7 pct. af medlemmerne, som venter et fald i aktivitetsniveauet.

Optimismen er dog dalende blandt Green Power Denmarks medlemmer. Sammenlignet med samme rundspørge tilbage i april, er der 3 procentpoint færre medlemmer, der forudser stigende vækst i det kommende år, mens 2 procentpoint flere virksomheder forventer et fald i aktivitetsniveauet. 

Det er et udtryk for, at der generelt er en tro på den grønne omstilling, men at opturen stadig lader vente på sig, vurderer Jan Hylleberg, viceadministrerende direktør i Green Power Denmark.

– Opgørelsen peger grundlæggende på, at virksomhederne fortsat har tillid til, at den grønne omstilling, som er politisk bestemt, bliver ført ud i livet. Men vi må også konstatere, at planer, ambitioner og positive hensigtserklæringer fortsat mangler at blive omsat til handling, som kan skabe grøn omstilling og elektrificering og dermed sikre vækst og jobs hos danske virksomheder, siger han og hæfter sig ved, at virksomhederne holder fast i optimismen til trods for stagnering.

– Vi har talt og talt om ambitiøse 2030-målsætninger. Snart er endnu et år gået, så vi har meget, vi skal nå. De grønne virksomheder har en stor optimisme og tiltro til, at udviklingen får et skub i den rigtige retning. Men virkeligheden er, at man de fleste steder endnu ikke mærker den tilgang i ordrer og projekter, der burde følge med elektrificeringen og den grønne omstilling, siger Jan Hylleberg. 

Mangler hænder

Medlemsundersøgelsen viser desuden, at fire ud af ti medlemmer har haft udfordringer med at finde den ønskede arbejdskraft i løbet af de seneste tre måneder, og hver fjerde virksomhed fortæller, at man inden for de seneste tre måneder har måtte opgive at besætte et stillingsopslag. 

– I takt med at vi skal bygge store havvindmølleparker, grave elkabler og etablere brintrør, får vi brug for markant flere hænder. Arbejdskraft i den grønne sektor er med sikkerhed en udfordring, vi kommer til at forholde os til både på kort og på lang sigt, siger Jan Hylleberg.

For nyligt udkom Green Power Denmark med en analyse, der viste, at mere end 40 pct. af energisektorens beskæftigelsesvækst de seneste to år kan tilskrives udenlandske medarbejdere.

På den baggrund kom Green Power Denmark med en række anbefalinger til at skabe bedre rammer for rekruttering og fastholdelse af international arbejdskraft.

– For at Danmarks omstilling til primært at blive drevet af elektricitet overhovedet kan lade sig gøre, er en central del af løsningen at gøre det lettere at tiltrække og ansætte udenlandsk arbejdskraft, som allerede i dag udgør en betydelig del af beskæftigelsesvæksten i energisektoren, konstaterer Jan Hylleberg.

esl

This article has been automatically translated from danish.
Sign up for the newsletter