
Aftale om ikke at angribe energi-infrastruktur brudt
Den gensidige forståelse mellem Ukraine og Rusland om ikke at angribe energi-infrastruktur i krigen er ifølge begge parter blevet brudt. Begge sider anklager nu hinanden for netop at have gennemført sådanne angreb. Det skriver tyske Spiegel.
Det russiske forsvarsministerium oplyser, at det ukrainske militær har angrebet flere mål med droner og Himars-raketter. Ifølge ministeriet blev en gasmålestation i byen Sudja i russiske Kursk-regionen tæt ved den ukrainske grænse ramt, hvilket udløste en kraftig brand og ødelagde anlægget.
Yderligere 19 droner skulle være blevet skudt ned over Saratov-regionen i det sydlige Rusland, hvor de ifølge de russiske oplysninger var rettet mod en olieraffinaderi-infrastruktur. Oplysningerne har ikke kunnet bekræftes uafhængigt.
På ukrainsk side beskylder det statslige energiselskab Naftogaz Rusland for endnu et angreb på gasproduktionsanlæg.
– Det seneste angreb er ikke kun en handling mod vores infrastruktur, men et forsøg på at underminere stabiliteten i energiforsyningen,
siger koncernchef for Naftogaz Roman Tschumak, der er koncernchef i Naftogaz.
Han oplyser, at der ikke er meldinger om tilskadekomne, og at arbejdet med at udbedre skaderne er i gang. Tschumak nævnte ikke, hvilken type våben der blev brugt, eller hvor og hvornår angrebet fandt sted.
Tidligere har de ukrainske myndigheder rapporteret om massive russiske droneangreb, især i Poltava-regionen. Heller ikke disse oplysninger er blevet bekræftet uafhængigt.
USA forsøger fortsat at mægle i konflikten, der har varet i over tre år. Et forslag fra den amerikanske præsident Donald Trump om en 30-dages våbenhvile uden forudsætninger er blevet afvist af Ruslands præsident Vladimir Putin. De to parter har dog formelt tilsluttet sig et minimalt fælles grundlag, som undtager energi-infrastruktur fra militære mål.
Alligevel har Ukraine og Rusland flere gange gensidigt beskyldt hinanden for at bryde denne aftale.
– Det russiske militær har beskudt byen Kherson med artilleri og samtidig beskadiget energiinfrastrukturen i området,
siger Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyj under et møde med partnerlande i Paris.
Han oplyser, at Ukraine vil sende dokumentation for hændelsen til Washington og afventer en reaktion fra Det Hvide Hus.
jel