EU indgår handelsaftale med sydamerikanske lande
Repræsentanter for EU og fire sydamerikanske lande har fredag holdt fælles pressemøde, hvor de har præsenteret en handelsaftale. Fra venstre er det Argentinas præsident, Uruguays præsident, formanden for EU-Kommissionen, Brasiliens præsident og Paraguays præsident. - Foto: Mariana Greif/Reuters

EU indgår handelsaftale med sydamerikanske lande

Handelsaftale med Mercosur-lande i Sydamerika er en sejr for Europa, siger formand for EU-Kommissionen.  
10. DEC 2024 9.02

Efter mange års forhandlinger nåede EU-forhandlere og en gruppe af fire sydamerikanske lande i sidste uge til enighed om en handelsaftale. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Aftalen er blevet præsenteret fredag på et fælles pressemøde mellem EU og de fire Mercosur-lande i Montevideo, hovedstaden i Uruguay. Før aftalen endeligt kan træde i kraft, skal den vedtages af EU's medlemslande og i EU-Parlamentet. EU-kommissionsformand Ursula von der Leyen kalder aftalen en sejr for Europa, men også for de sydamerikanske lande.

- Det er en win-win aftale, siger hun på pressemødet.

Med aftalen bliver der etableret en frihandelszone mellem lande, der har over 700 millioner indbyggere i alt.

"Historisk milepæl"

Von der Leyen betegner ifølge nyhedsbureauet AFP aftalen som "en virkelig historisk milepæl", der bygger handelsbroer mellem lande på et tidspunkt, hvor "stærke vinde blæser i den modsatte retning, i retning af isolation og opsplitning".

Mercosur er en handelsblok, der består af de fire sydamerikanske lande Brasilien, Argentina, Paraguay og Uruguay. Forhandlingerne om en handelsaftale mellem EU og Mercosur har stået på i over tyve år.

Men den møder modstand fra det europæiske landbrugsforbund Copa Cogeca. Den opfordrer landmænd til at protestere i Bruxelles mandag.

Frygten i europæisk landbrug er, at en øget import af blandt andet oksekød fra Sydamerika vil skade deres konkurrenceevne. Fra europæisk hold er det især Frankrig, der har været afvisende over for en aftale om friere handel med sydamerikanske lande.

Den modstand holder landet fast i, siger handelsminister Sophie Primas fredag eftermiddag. Den nye aftale gælder kun for EU-Kommissionen - ikke for medlemslandene, siger hun. Modstanden i Frankrig skyldes ligeledes hensynet til landbruget.

/ritzau/

This article has been automatically translated from danish.
Sign up for the newsletter