European Energy og Novo Holding etablerer tysk joint venture med store ambitioner
(Arkivfoto.)
Foto: Lars Laursen/Biofoto/Ritzau Scanpix

European Energy og Novo Holding etablerer tysk joint venture med store ambitioner

Med partnerskabet vil Novo Holdings og European Energy vil opgradere 17 eksisterende vindparker i Tyskland med nye og mere effektive vindmøller, hvilket vil tredoble onshore parkerne.
23. DEC 2024 12.41

Novo Holdings A/S, som er Novo Nordisk Fondens holdingselskab, har indgået et samarbejde med European Energy. Samarbejdet resulterer i et joint venture, som har fokus på modernisering af en række tyske onshore vindmølleparker. Det oplyser European Energy i en pressemeddelelse.

De pågældende vindparker blev idriftsat mellem 2002 og 2008, og siden da er vindmølleteknologien blevet betydeligt forbedret. Novo Holdings og European Energy planlægger at erstatte de forældede vindmøller i de 17 tyske vindparker med moderne møller, der kan generere markant mere vedvarende energi.

De eksisterende vindparker har en samlet kapacitet på 151,9 MW, men kapaciteten forventes at mere end tredobles efter opgraderingen. Når de opgraderede vindparker er operationelle, forventes de at producere over 1.100 GWh elektricitet årligt, hvilket svarer til energiforbruget i cirka 290.000 europæiske husstande.

- Vi er begejstrede for at udvide vores fremragende samarbejde med Novo Holdings omkring så mange vedvarende energiprojekter i Tyskland. Med den stigende efterspørgsel på elektricitet, drevet af elektrificeringen af det tyske samfund, er det naturligt at installere mere effektive vindmøller i eksisterende vindparker, siger Jens Peter Zink, viceadministrerende direktør for European Energy.

Udvidelse af samarbejde

Det er ikke første gang Novo Holdings og European Energy samarbejder.  I 2021 indledte de et partnerskab med Sampension for at udvikle sol- og vindparker i Danmark og Sverige. Dette inkluderede opkøb af jord til vedvarende energiprojekter samt en udforskning af måder at kombinere energiproduktion med biodiversitet og klimafordele.

De nye repoweringprojekter i Tyskland bygger videre på dette partnerskab og styrker begge parters fælles engagement i at fremme energiomstillingen og bidrage til en mere bæredygtig fremtid.

- Vi er glade for at annoncere denne investering i landvindindustrien, som yderligere understreger vores engagement i at støtte overgangen til vedvarende energikilder. European Energys ekspertise i opgraderingsprojekter og Tysklands støtte til landvind skaber en attraktiv investeringscase, der fremmer dagsordenen for vedvarende energi og demonstrerer værdien af strategiske partnerskaber, siger Morten Beck Jørgensen, Managing Partner for Capital Investments hos Novo Holdings.

Projekterne har allerede sikret de fleste nødvendige rettigheder og befinder sig i avancerede udviklingsstadier. De forventes at opnå byggeklar status mellem 2025 og 2027 og blive operationelle mellem 2027 og 2030.

amp

 

This article has been automatically translated from danish.
Sign up for the newsletter