Op mod 300 medarbejdere fyres: Vestas vil omdanne vingefabrik fra hav til landproduktion
Vestas' fabrik på Isle of Wight skal fyre op mod hver anden medarbejder i forbindelse med en omlægning af produktionen fra hav- til landvindmøllevinger. (Arkivfoto.)
Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Op mod 300 medarbejdere fyres: Vestas vil omdanne vingefabrik fra hav til landproduktion

Tiden er ved at løbe fra Vestas' offshore-mølle V174, derfor skal Vestas' britiske fabrik på Isle of Wight, som producerer ofshorevinger til mølletypen, omlægges til producere vinger til landvindmøller. Det betyder et farvel til op mod 300 medarbejdere.
11. DEC 2024 14.22

Siden 2002 har Vestas’ faciliteter på Isle of Wight spillet en central rolle i produktionen af vindmøllevinger til projekter over hele verden. I øjeblikket fokuserer fabrikken på at producere vinger til V174-offshore-turbinen.

Efterspørgslen efter denne mølletype er dog ved at ophøre, og begrænsninger på stedet betyder, at det ikke er egnet til produktion af den næste generation af offshore-vinger. Det betyder dog ikke, at fabrikken skal nedlægges.

Vestas har nemlig indgået en principaftale med den britiske regering, som sikrer støtte til at vindmølleproducenten skal omdanne fabrikken til at producere landvindmøllevinger, primært for at støtte det britiske marked. Det oplyser Vestas i en pressemeddelelse.

Selvom produktionen på fabrikken altså reddes, betyder det dog ikke, at alle arbejdspladser på fabrikken reddes. De nuværende produktionsaktiviteter på Isle of Wight beskæftiger ca. 600 medarbejdere inden for produktion, logistik og supportfunktioner. Aftalen med den britiske regering om overgangen til nye aktiviteter vil sikre cirka 300 job inden for produktion, dermed kan op mod 300 medarbejdere muligvis se frem til en fyreseddel.

Afklaring til januar

Vestas satser dog på, at kunne tilbyde "et betydeligt antal muligheder i andre dele af virksomheden", hvorfor antallet af fyringen må forventes at blive lavere. Vestas teknologiafdeling på Isle of Wight, som beskæftiger ca. 140 medarbejdere, bliver ikke påvirket af omstruktureringen. 

- Vi har investeret i job og produktionsaktiviteter på Isle of Wight i mere end to årtier, og vi er stolte af den tekniske ekspertise, der er udviklet på stedet. Vi er glade for, at dette partnerskab i princippet med den britiske regering betyder, at vi kan fortsætte produktionsaktiviteterne på Isle of Wight for at støtte implementeringen af landvind i Storbritannien, siger Anders Nielsen, Group CTOO i Vestas, han fortsætter:

- Min oprigtige tak går til alle, der arbejder for os på Isle of Wight, for deres betydelige bidrag til vindenergi. Vi er glade for at kunne fastholde og tilbyde et betydeligt antal muligheder til vores berørte kolleger under denne proces.

Vestas vil nu indlede en høringsproces med medarbejderrepræsentanter og sigter mod at skabe klarhed for de fleste medarbejdere om deres fremtid i virksomheden i løbet af januar 2025. Efter fyringsrunden i Storbritannien vil Vestas fortsat have mere end 1.500 medarbejdere. 

amp

 

 

This article has been automatically translated from danish.
Sign up for the newsletter