Rønne Gl. Elværk bliver internationalt centrum for energiø-innovation
Sådan ser Rønne Gl. Elværk på Bornholm ud inden ombygningen.
Foto: Baltic Energy Island

Rønne Gl. Elværk bliver internationalt centrum for energiø-innovation

Bornholm får et nyt samlingspunkt for forskning, uddannelse og innovation inden for grøn energi.
2. DEC 2024 9.10

Rønne Gl. Elværk på Bornholm er på vej til at blive forvandlet til et internationalt forsknings-, studie- og innovationshub med fokus på energiøer og fremtidens grønne energisystemer. Bygningen, der ejes og istandsættes af Realdania By & Byg, skal lejes af Baltic Energy Island og DTU, som ser store perspektiver i projektet.

Carsten Orth Gaarn-Larsen, koncerndirektør i DTU, beskriver på LinkedIn, hvordan projektet skal styrke samarbejdet mellem studerende, forskere og lokale aktører samtidig med at bidrage til den grønne omstilling:

- Vi glæder os til at bruge den nyrenoverede og smukke, gamle bygning som mødested for DTU’s studerende og forskere. Her kan de holde til, når de er på Bornholm, møde andre på tværs af uddannelser og forskning og samarbejde med industrien, lokale virksomheder og bornholmske aktører. Det skal være med til at skabe værdi for lokalsamfundet og skabe vækst på Bornholm.

Søren Møller Christensen, adm. direktør for Baltic Energy Island, understreger, hvordan projektet skal skabe et dynamisk miljø for udvikling af fremtidens energiløsninger:

- Vi vil bringe den historiske bygning til live og fylde den med forskere, studerende og eksperter, der arbejder sammen om at løse fremtidens udfordringer i energisystemerne. Vores døre er altid åbne for andre universiteter, virksomheder og myndigheder, som inviteres til at deltage i vores ambitiøse platform. Sammen vil vi udvikle banebrydende grønne teknologier og modeller, der kan inspirere løsninger både lokalt og globalt.

Projektet ses som et vigtigt skridt i ambitionen om at positionere Bornholm som et internationalt centrum for innovation og grøn energi.

jel

This article has been automatically translated from danish.
Sign up for the newsletter